
Mine damer og herrer, de to bedste ord indenfor stand-up: Richard Pryor!"
Sådan lyder ordene lige inden Pryor går ydmygt på scenen, og publikum er virkelig tændte; de er rent faktisk ellevilde. Jeg må ærligt indrømme, at jeg aldrig har set en stand-up-komiker modtage et stående bifald, allerede inden han åbner munden. Richard var banebrydende og ustoppelig, da hans karriere først begyndte at tage fart, og det er langt fra uforståeligt.
I midten af 1970’erne var racisme et kæmpe samfundsproblem i USA, samtlige ikke-hvide mennesker blev anset for at være andenrangs-borgere; det var de hvide og rige, der besad chefstillingerne i toppen af alle skyskrabernes kontorer; ergo var der ikke meget tilovers for de farvede eller de fattige. Det vakte derfor masser af opsigt, da comedy-verdenens ukronede konge blev en sort mand, uden nogen former for finansiel indflydelse. Richard Pryor havde ikke andet end talent, men til gengæld havde han masser af det. Stand-up var det perfekte medie at begå sig i, for mens hiphop, der blot få år senere ville bruse frem gennem verdens gader og stræder, kun virkelig nåede ud til samfundet fattigste i de infamøse ghettoer, så var stand-up comedy noget for alle: Fra Brooklyns skumle gyder til Amerikas hvide forstæder - Pryor havde fans i alle samfundslag og klasser.
Pryor inspirerede og forargede. Den ene dag blev han udskældt, for at være for grov og for at bande for meget, den næste modtog han priser for hans indsats, indenfor Hollywood såvel som inden for det samfundsmæssige, bl.a. hans hetz mod dyrplageri. Pryor levede et turbulent liv med alkohol, kokain, sygdom og hjerteproblemer. Han nåede bl.a. at blive gift ikke mindre end otte gange i løbet af hans liv og selvom man nok havde troet, at hans stressfyldte livsstil ville tage livet fra ham langt tidligere, så var det faktisk ikke før i december sidste år, han døde.
Here and Now er fra 1983 og er, i hvert fald ifølge Pryor selv, blevet til uden indflydelse af stoffer og alkohol, og showet lider da heller ikke direkte derunder. Det er ikke et ukendt fænomen, at når en kunstner opgiver sin farlige livsstil, at inspirationen og de gode ideer ryger ud af vinduet samtidig; det er heldigvis ikke fuldstændigt tilfældet med Here and Now. For nej, dette er ikke pionerens bedste show, og Pryor er heller ikke så sjov, som nogle måske husker ham fra Richard Pryor: Live in Concert, men ikke desto mindre, så er det alligevel sort comedy, når det er bedst.