Road House

Actionfilmen fra 1989 med den filosofistuderende, hårdkogte og nyligt afdøde Patrick Swayze i hovedrollen er en kultklassiker. En ikonisk, men elendig film gennemsyret af trætte klichéer, fjollede karakterer og super latterlig kampkoreografi. Men alligevel... Jeg elsker den, ligesom mange andre. Road House (1989) er en af mine yndlingsfilm fra min barndom, og jeg tror ikke, jeg overdriver, når jeg siger, at jeg har set den 30 gange i årenes løb. Jeg elsker præmissen, at en lille og tynd jazzdanser banker et helt samfund og egenhændigt, uden våben eller værktøj, nedkæmper et forbrydersyndikat og dræber alle, før han vender tilbage, blodig og træt, for at elske med sin private sygeplejerske. Road House er grundlæggende en dårlig film, 80'er-affald, og jeg elsker den stadig dybt, lidenskabeligt og for evigt.

Da The Bourne Identity/Edge of Tomorrow-instruktøren Doug Liman annoncerede, at han og produceren Joel Silver (Die Hard, The Matrix, Lethal Weapon, The Predator) planlagde en genindspilning af Road House med den tidligere UFC-stjerne (nu WWE-superstjerne) Ronda Rousey i hovedrollen, var jeg mindre tilbøjelig til at være begejstret, men da planerne ændrede sig, og Jake Gyllenhaal skrev under på rollen som Dalton, gik jeg fra at være super skeptisk til at være ret spændt. Nu er Road House (2024) her, og det er uden tvivl årets hidtil mest voldelige actionfilm. Glem alt om Swayzes langsomme dansekampe og rundspark i taljeniveau.... Vi taler om hurtig ultravold i form af brækkede lemmer og blodsprængte næser på regelmæssig basis, og selvom denne film sandsynligvis ikke vinder nogen priser - er den behageligt hjernedød og tilpas spændende underholdning.

Historien er stort set den samme, selvom der selvfølgelig er foretaget nogle ændringer. Dalton er ikke en filosofistuderende danser, der går fra natklub til natklub blot for at træne dørmænd og "rydde op" i det område, hvor barerne ligger. Den præmis hører 80'erne til. I stedet er Gyllenhaals Dalton en usoigneret, fortabt, plaget tidligere UFC-kæmper, som i løbet af sin MMA-karriere og under en titelkamp om mellemvægtsbæltet i verdens største mixed martial arts-organisation slog sin modstander ihjel og dermed blev suspenderet fra sporten for altid. Den Dalton, vi møder i de første minutter, er sløv og selvmordstruet, og da han bliver tilbudt at rejse med bus til Florida Keys for at hjælpe med at rydde op i en sag om en roadside diner, ser han det som sin sidste tur.

Det står hurtigt klart, at der ligesom i originalen er en økonomisk interesse i den jord, som den pågældende bar ligger på, og det er også her, at en stormfuld forbryderboss, der via massevis af hyrede bøller skræmmer livet af de lokale for at få det, som han vil have det. Ingen tør gøre modstand, alle gør, som de får besked på, og politiet er selvfølgelig korrupt nok til at se den anden vej. Det eneste håb, som barejeren Frankie nu har, er den pensionerede bokser Dalton, som med sin rolige og metodiske facon gør et indledningsvist effektivt stykke arbejde med at rydde op på stedet. Der bliver uddelt mange slag. Mange arme, håndled og fingre brækkes, og blodet sprøjter ud af munde, ører og næsebor, og det bliver hurtigt meget underholdende. På den der gamle, ubesværet dumme, charmerende måde, hvor der er en selvbevidsthed og en vis portion ironi, så jeg som seer virkelig slapper af og bare lader mig underholde.

Doug Liman har her blandet den originale film med Into the Blue, lidt Equalizer, lidt Nobody og lidt Warrior, hvilket i sidste ende resulterer i en film gennemsyret af karakter, der aldrig skjuler det faktum, at den er dum, typisk, forudsigelig og voldelig på en måde, der gør mig som 80'er-elsker - glad og tilfreds. Gyllenhaal gør som altid et godt stykke arbejde som Dalton, hvis liv mangler mening og motivation, og som lader volden i ham tage over, mens Conor McGregor (der debuterer som skuespiller) skiller sig ud som filmens stjerne. Conor spiller ganske vist en endimensionel psykopat, som er hyret til at dræbe Dalton, men han gør det med en karisma og udstråling, som jeg ikke havde forventet, og det gør hver eneste scene, han er med i, til en ren fornøjelse.

Jeg savner dog et par ting. Ting, som var med i originalen, og som Liman & Silver absolut ikke behøvede at fjerne. Jeg forstår ikke helt hvorfor "Road House"-baren ikke kunne renoveres efter Daltons indledende arbejde og omdøbes til The Double Deuce, bare for at tilfredsstille fansene. Jeg forstår heller ikke helt, hvorfor Conors karakter ikke er bedre forbundet med de andre skurke, og jeg forstår ikke, hvorfor Daltons bedste ven Wade (som kommer til The Double Deuce i originalen for at hjælpe til) ikke er med. Bortset fra det, har jeg ingen klager her. Road House (2024) er på ingen måde noget mesterværk, og på mange måder er den næsten dummere end originalen. Når det er sagt, havde jeg det sjovt med at se den, og for mig som stor MMA- og McGregor-fan er det nemt at kunne lide den nok til at anbefale den.