Jeg kan lige så godt svare på ovenstående spørgsmål først. Ja, det kan sagtens lykkes at sætte Steve Buscemi i en rolle, hvor han skal spille seriøs, fordi Steve Buscemi er en god skuespiller. Hans problem ligger i at blive konstant typecastet som den akavede, nørdede type, og det slipper han heller ikke for i denne film. Faktisk bliver han slet ikke bedt om at spille seriøst særlig ofte, og det er ikke Buscemis skyld: det er forfatter-instruktøren.
Gud fader hvor er der i øvrigt mange forfatter-instruktører for tiden! Hvad skete der nogensinde med at kende ens begrænsninger? Hue Rhodes' styrke ligger i hvert fald ikke i forfatterstolen, og når man er så vovemodig at give "story by" credit til Dante Alighieri - ja, ham med Den Guddommelige Komedie - så giver det mig sgu en sær, kløende hovedpine.
Hans historie handler om John (Steve Buscemi), der var gambler i Las Vegas, men flygtede til Albuquerque og fik job som forsikringsmand i stedet. For at bevise, at han fortjener en forfremmelse, får han til opgave at tage tilbage til Vegas og undersøge hvorvidt en et-benet stripper virkelig fik totalsmadret sin bil og har fortjent erstatning eller ej. Med sig får han Virgil (Romany Malco, bedst kendt som Conrad i Weeds), som er firmaets store kanon. Og inden han tager afsted når han lige at snige sig i trusserne på en enormt en-dimensionel Sarah Silverman i rollen som Jill ved at hive hende i håret.
Resten af historien er små episodiske indslag hvor John og Virgil møder nogle "sære mennesker" på deres vej. Vi har allerede nævnt den et-benede stripper, og selvfølgelig skal vi da også se hende udføre en lapdance fra kørestolen. Ellers har vi en nøgen militant, der frasiger sig al teknologi men alligevel bærer våben, to mexicanere i et hemmeligt mekanikerværksted og en menneskelig fakkel som er fanget i sin dragt, der er gået i baglås.
Intet af det er særlig morsomt, fordi der bare forventes, at vi griner af absurditeten, i stedet for at få en joke ud af det. End ikke de scener, hvor man rent faktisk tager sig selv i at grine af absurditeten, som for eksempel ovennævnte menneskelige fakkel, hvis største ønske er at få en cigaret, fungerer ikke når man tænker dem efter, og de får i øvrigt lov til at fortsætte alt for længe.
Rhodes er en bedre instruktør end forfatter, for han balancerer det lettere tåbelige plot ved at springe behændigt i tid - vi starter in medias res, hvor John prøver at købe 1000 skrabelodder, og vender gentagende gange tilbage til den scene ind til plottets kronologi indhenter scenen - og der er nogle meget velfungerende "fantasi-scener", der rammende beskriver ludomaniens lokkende væsen.
Men selv om Buscemi og de andre skuespillere gør deres bedste, så er der ikke plads i manuskriptet til en ordentlig, troværdig karakterudvikling. Buscemis forhold til Silverman fungerer overhovedet ikke, og den ellers eminente Romany Malco ser ud som om han er ved at falde i søvn i alle hans scener. Af en "redemption story" at være, så virker Buscemi aldrig som om han er glad, heller ikke når tingene rent faktisk lykkes for ham.
Når Saint John of Las Vegas i sjældne stunder fungerer og underholder, så er det udelukkende takket være dens alt-for-talentfulde skuespillere. Ellers er den en sær, finurlig lille hygge-film, der er god til en tømmermændsdag, men den er ikke det lommefilosofiske mesterværk, den tror, den er.