
Saint and Soldiers tager sit afsæt i virkelige begivenheder, som skete i Belgiens kolde skove i 1944, nærmere den begivenhed der senere blev kendt som massakren ved Malmedy. En større gruppe amerikanske soldater er blevet taget til fange og da en enkelt af soldaterne prøver på at flygte går nazisterne amok og begynder at meje samtlige krigsfanger ned på stedet. En lille håndfuld soldater slipper uskadt væk, og filmen følger dem derefter i deres flugt fra tyskerne, alt imens de prøver at overbringe vigtige oplysninger inden de falder i de forkerte hænder.
Handlingen udspiller sig som sagt i de kolde sneklædte skove under The Battle of the Bulge og det er et imponerende syn. Kridhvid sne med mørkerødt blod udgydt udover og endeløse rækker af fyrretræer, der er ingen tvivl om at dette er en rigtig flot film, desværre så er det bare ikke helt nok.
De fire hovedpersoner er nemlig ekstremt skabelonskårne og det er noget der virkelig irriterer i længden. Vi har den stille, mystiske hovedperson, som bærer rundt på en tung samvittighed. Der er den rapkæftede antihelt fra Brooklyn Heights, New York, som nærer mistro til alt og alle. Der er den sjove/kiksede bondeknøs og så selvfølgelig også den egenrådige sergent, der altid har et par vise ord klar til folkene. Når hele filmen oven i købet også er plaget er haltende og skidt dialog, fremsagt af middelmådige skuespillere, så er det altså elementer der virkelig afholder filmen far at udfolde sig helt og blive virkelig engagerende.
Det som Saints and Soldiers til gengæld gør anderledes, er at den ikke prøver at undskylde sig selv med en masse unødvendig action; ideen er at det er dialogen og personernes indbyrdes relationer, der skal driver filmen fremad. Det er et glimrende tiltag, som det desværre ikke er særlig godt eksekveret og det er en skam.
Der er masser af grunde til at se Saints and Soldiers, den vandt prisen for bedste film på San Diego Film Festival og det er heller ikke ufortjent. Der er visse problemer der afholder filmen fra sit fulde potentiale, men er "fan" af Anden Verdenskrig, så bør man klart sætte sig til rette foran hjemmebiografen, man skal bare ikke forvente en ny Saving Private Ryan eller Band of Brothers, for så må man desværre lede lidt længere.