Salem's Lot

Det er en mildest talt frustrerende øvelse i absolut tålmodighed at se Gary Daubermans Salem's Lot-fortolkning. Tag ikke fejl; det her er, når alt kommer til alt, ikke noget synderligt vellykket eksperiment, men frustrationen kommer sig primært af at der, i glimt, netop er den dunkle, trøsteløse og indlevelsesrige King-fortolkning som både Dauberman og James Wan så febrilsk leder efter.

Hvis du endnu er ubekendt med kildemateriale er Salem's Lot en af de der OG vampyrfortællinger, faktisk ville mange mene at romanen hører til blandt de absolutte klassikere i genren. Ben Mears vender tilbage til Jerusalem's Lot (get it?) i Maine for at finde inspiration til sin næste bog, men samtidig flytter den enigmatiske Straker ind (spillet af vores egen Pilou Asbæk), der har i sinde at starte en antikvitetshandel. Pludselig forsvinder to brødre på vej hjem ved aftentide, og det bliver hurtigt ret tydeligt for Mears og hans allierede i byen, at det har noget med vampyrer at gøre, og de lærer også hurtigt navnet på den frygtindgydende Barlow.

Hvis du virkelig hverken har læst bogen eller set filmatiseringen fra 1979, så vil jeg undgå at gå yderligere i detaljer, men hvorimod romanen spænder over 672 sider, og dermed kan tillade sig at gå i dybden med miljøet, med Salem's Lot som lokation og de mange beboere der kender hinanden på kryds og tværs, så kører denne Dauberman-filmatisering med 200 kilometer i timen fra start af, og det er på godt og ondt. Det betyder først og fremmest at ingen af karaktererne har tid til at ånde, på noget tidspunkt. Alliancer formes, romantik blomstrer, motivationer afsløres, og det går alt sammen så lynende hurtigt at man sjældent når selv at koble tingene sammen inden filmen er videre til næste scene. Det er ikke kun en dårlig ting, eftersom Salem's Lot faktisk godt ved at den er designet til at levere højdepunkterne, og så bladrer lidt igennem al den spændende subtekst og mere granulære undersøgelse af de umiddelbare omgivelser. Men helt godt er det altså ikke, det kan man ikke komme uden om, og det kan særligt mærkes i filmens sidste akt at der ikke rigtig er blevet etableret noget stærkt forhold til hverken karakterer der tager billetten, eller begivenheder der nærmest maskere sig som noget der ligesom skal... du ved, påvirke os.

Pilou Asbæk får hverken synderligt meget materiale at arbejde med, men er i særdeleshed et offer for den her lynhurtige fortælleteknik, og det samme sker for den ellers altid robuste Alfre Woodard og sågar Bill Camp. Det går for stærkt, det bliver for ujævnt. Lewis Pullman som Mears og særligt Jordan Preston Carter som Mark, der er filmens, og romanens centrale hovedpersoner, skinner dog trods ujævne teknikker.

Synderligt godt fortalt er den altså ikke, og den uhygge der etableres fordamper desuden hurtigt grundet nogle ret mærkværdige overeksponeringer af de centrale antagonister. I kender det allesammen når gyserfilm ganske enkelt fjerner det mystiske spændingsslør for hurtigt, og som det engelske udtryk så klogt siger; "you can't put the genie back in the bottle".

Men tilbage til frustrationen, fordi tag ikke fejl; der er øjeblikke, og mere end det; hele scener af Salem's Lot der virkelig fungerer, der virkelig fyrer på alle cylindre. Man kan først og fremmest mærke, at James Wan er involveret i kameraføring, for der er nogle i sandhed flotte skud her. I det hele taget er teknikken fra set design til kostumer og effekter flotte det meste af tiden, og disse bruges ofte på ret mesterlig vis. De her vampyrer er, ofte, faktisk uhyggelige, og der er enkelte skud der for alvor illustrerer hvor galt det går i "the Lot", og som sætter en tyk, bloddryppende streg under den trøstesløse vibe der ligeledes emmer igennem romanen.

Men velsmurt, kreativ og robust teknik er ikke nok til at redde den ruskomsnusk der foregår foran kameraet, og desværre er Salem's Lot essensen af hastværk, et stykke klippeklisterarbejde som ikke rigtig hænger sammen som gyserfortælling, og som desværre ikke formår at indfange alt det som har gjort romanen så legendarisk. Den her film er blevet udskudt et utal af gange, og har tidligere også sigtet efter en biografpremiere. Nu er det blevet til en relativt pludselig Max-lancering om en uges tid fra i dag, og selvom at jeg kan anbefale et kig alene for den kreative teknisk skyld, så er det her bare en skuffelse.