Shrek har alt, hvad en trold kan ønske sig. En kærlig kone, tre små unger, gode venner og så er han lidt af en berømthed i sin hjemby. Men hverdagen er ved at indfinde sig i troldens liv, og det behager ham ikke helt, faktisk er han i lidt af en midtvejskrise. Han vil være vild og frygtet med friheden til at tage mudderbad, når det passer ham. Heldigvis er den skumle Rumleskaft klar til at hjælpe Shrek med at opfylde hans største ønske, der meget vel kan blive hans sidste.
Der er nemlig tale om den sidste Shrek-film, hvis man ellers skal tro filmens undertitel, og efter halvanden times træg underholdning i eventyrernes alternative potpourri, så håber man næsten på, at Shrek er tilfreds og klar til at overlade rampelyset til nye kræfter. Hvor de første par film klarede sig fornemt igennem alverdens skæve referencer til popkulturen, imens de mindste stadig kunne være med på den sjove tilgang, så er denne fjerde film haltende og nærmest et symbolsk bevis på den eksistentielle krise, som Shrek befinder sig i. Historien bliver aldrig et fængende eventyr, og Shrek må tage sig til takke med at være en skygge af sit tidligere jeg.
Dette skyldes tildels den svage skurk i form af Rumleskaft, der karikeres som en lille irriterende gnom, der egentligt aldrig har noget at skulle have sagt. I stedet må Æsel og Den Bestøvlede (samt fede!) Kat sørge for at holde kvaliteten oppe sammen med en af seriens bedste gæsteoptrædener fra Rottefængeren. Det klarer de i den engelske version på fineste vis, hvor Eddie Murphy og Antonio Banderas som den umage duo leverer stemmer, der kan få selv den kyniske eventyrshader til at grine. Der er dog ikke meget tilovers for Mike Myers og især Cameron Diaz, som mest af alt virker udkørte og intetsigende i deres roller.
Det er sørgeligt, at Shrek skal synge sin svanesang med en så trist afslutning. Det klæder ellers den morsomme trold for alvor at blive lidt dyster i sit syn på verdenen, men for de mindste må det virke en anelse besynderligt. Forhåbentligt skal Shrek til at vænne sig til sin pension, for en femte film vil sandsynligvis ødelægge troldens fortrinsvis uplettede ry. Der er bare ikke samme kampgejst i universet længere, og selvom den fjerde film ikke er helt til hundene, så når den simpelthen ikke fordums tid. Det er begrænset, hvor mange eventyr og moderne referencer man kan malke, men det her slutter ikke helt så lykkeligt, som man kunne ønske.
