Tag en hvilken som helst film og giv den til instruktør Denis Villeneuve. Så stiger pointene på kvalitet. Uanset om det er endnu en formstøbt gernefilm om fremmede væseners ankomst på Jorden eller en fortsættelse af en sci-fi klassiker, så tilfører Villeneuve sit særlige krydderi. (For de bagerste rækker refererer jeg til Arrival og Blade Runner 2049). Selv en gennemprøvet historie om mexicanske narkokarteller, politiske dukkefører og korrupte agenter får et særegent præg fra Villeneuves sanselige filmsprog. Sicario fra 2015 var en overrumplende positiv overraskelse, som ingen må snyde dig selv for. Hans kompetente filmtekniske opbygning af suspense og greb om det uventede får menneskelivet til at hænge i en tynd tråd, og kontrasterne flyder når hævntogt overtrumfer den moralske ed. Spontant facepalm da fortsættelsen blev markedsført, men hvad der ligner et kommercielt action cash-grab lander som en helt uventet overraskelse.
Det er den italienske serie-instruktør, Stefano Sollima, der har ført rørepinden til Sicario 2. Med hans historik i succesfulde og roste tv-serier om forbrydersyndikater, virker temaet som noget fra hans egen baggård. Sollima har bevaret det knugende look-and-feel som Villeneuve tilførte Sicario, men i modsætning til første akt, om en langsigtet plan der lykkedes, så handler Sicario 2 om en kortsigtet plan der falder fuldstændig fra hinanden. Den godtroende agent, Kate Macer, har forladt fortælling, efter hun opdagede forrådnelsen i egne rækker, mens de eksekverende agenter, Alejandro (Benicio Del Toro) og Matt (Josh Brody) fortsat holder geværet tæt mod brystet på den mexicanske grænse.
Lunten antændes da USAs værste frygt for de åbne grænser eksploderer lige i ansigtet på dem. Et hold fundamentalister med bomber under jakken smugles over grænsen sammen med ulovlige immigranter. Én bliver fundet af grænsevagterne, mens tre andre laver et supermarked i Texas om til et bombekrater. Regeringen må tale til nationen og handle efter et kontrolleret narrativ, så kilden til den slags ondskab sættes på bænken. Imens følger vi to andre parallelle tråde: Den ene om Isabel Reyes, en narkobarons utilpassede datter, og den anden om Miguel, en ung kandidat til kartellernes hær. Disse forskellige historier vil naturligvis krydse klinger senere, og man fornemmer Stefano Sollimas flair for tv-seriens ensemble og parallelle handlinger der samler sig om en fælles konflikt.
Helt på højde med Villeneuves Sicario er det ikke, og måske havde vi ikke brug for en fortsættelse, men Sicario 2 vælger veje, som komplimentere den forrige film og samtidig distancerer sig fra den. Det er atter en usympatisk verden hvor alle har en beskidt bagage, og politik foregår i en parallelverden fjernt fra den golde virkelighed hvor menneskeliv er en ubetydelig fodnote. Det er genkendeligt fra forrige film, men så sker der noget nyt. Mens både politikere og tilskuere klynger sig til logikkens narrativ, får tilfældighedernes uransagelighed vores forventninger bragt ud af kurs. Det går fra godt til svært. Fra svært til håbløst. Fra håbløst til forvirring, indtil der kun er instinktet tilbage. Da Josh Brody, med ukontrolleret vrede, råber "Fuck 'em. Kill 'em all!" er det lige så meget en bombe der sprænger manuskriptet, så papirstumperne flyver i alle retninger. Det kan føles som et selvdestruktivt plot der mister fodfæste og sammenhæng, og vil sikkert dele vandene, men det har formentlig også været tanken. En uventet, overrumplende 2'er som giver lyst en 3'er, tak!
Ekstramateriale:
Nordisk Film har været nærige. Blu-ray udgivelsen har intet ekstramateriale.