Sinners

"Sammy!"

Det første jumpscare, det første brag i biografen kastede mig tilbage, som kun få film har gjort, og tvang mig til at indse, at jeg var nødt til at fokusere på det, der skete foran mine øjne. At opleve Sinners, Ryan Cooglers seneste box office mega hit.

Da jeg ankom til Sinners-fremvisningen ret sent, fik jeg et lidt andet perspektiv end en person, der så filmen i åbningsweekenden. Jeg var klar over den store hype, der var forbundet med denne film, og var bange for, at den ville kvæle den. Kom nu, hvor god kan en vampyrfilm egentlig være? Michael B. Jordans optræden som Tom Hardy i Legends lød sjov, men jeg er altid skeptisk, når jeg ser for meget hype via sociale medier.

Men med Sinners er hypen virkelig berettiget. Ryan Cooglers gyser, der foregår i Jim Crow-tidens Mississippi og handler om en gruppe mennesker, der forsøger at nyde åbningsaftenen for et nyt spillested, da vampyrer gør alt, hvad de kan for at ødelægge festlighederne, drypper af god smag, originalitet og spænding helt fra starten af. Filmen udstråler en følelse af omsorg og kreativitet i hvert øjeblik, hvert valg, og inviterer dig til at tænke over det, lige så meget som Coogler tydeligvis har tænkt over det. Den er ikke bange for at lade tingene stå stille og lade dig svælge i den tidsperiode og de omgivelser, som Coogler har bragt til live.

Efter en introduktion, der minder dig om, at ja, der kommer vampyrer på et tidspunkt, bliver vi præsenteret for en hel del scenografi. Vi præsenteres for Sammy, en præstesøn, som drømmer om at blive bluesmusiker. Vi møder også Smokestack Twins, Michael B. Jordans karakterer i filmen. Tvillingerne føles så etablerede, at det er svært at tro, at der ikke allerede er lavet en film om dem. Man kan ikke rigtig sige, at man ikke har set dem før. Storebroren Smoke er mere stille og barsk end sin charmerende bror Stack, men den måde, hvorpå Jordan ubesværet skifter mellem de to, tvang mig til at minde mig selv om, at det kun er én skuespiller, der spiller dem begge. Jordan gjorde også et fantastisk stykke arbejde med at få dem til at føle sig som brødre, der havde levet mange liv før filmens begivenheder. Der er en følelse af ægte kærlighed, som kan være svær at skabe, når man tænker på, at man ofte er nødt til at holde tvillingerne adskilt for at undgå at bruge penge på effekter.

Resten af præstationerne i Sinners er lige så pletfri. Miles Caton er en "star in the making" og klarer sig lige så ubesværet som Dominic Sessa gjorde det i The Holdovers. Hailee Steinfeld er rigtig god som Stacks forsmåede elskerinde, men måske ville jeg gerne have set mere til hende i filmens tidlige stadier. Wunmi Mosaku er en strålende, jordnær tilstedeværelse i filmen, som ved nok om vampyrer til at sikre, at vi ikke skriger mod skærmen og beder vores helte om at bruge hvidløg og sølv. Delroy Lindo er en scenestjæler som Delta Slim, men den virkelige stjerne uden for Jordan er Jack O'Connell som Remmick, lederen af vampyrtruslen og en mand, der kan være lige så truende, som han er elskværdig på visse tidspunkter.

Måske er den første halvdel af filmen, før Remmick beslutter sig for at ødelægge alles aften, den bedste halvdel, og vi kunne godt have haft mere af den, men O'Connell er simpelthen så god i denne rolle, at filmen ville føles noget tom uden ham. Men efterhånden som Sinners fortsætter, og vi kommer ind i handlingens centrum, bliver det klart, at Coogler måske har bidt sig fast i mere, end han kan tygge. Tvillingerne får en gangsterbaggrund, hvor de har stjålet fra både den irske og den italienske mafia, hvilket fører til, at de kommer i fedtefadet, før overnaturlige væsener dukker op og forsøger at dræne dem for blod. KKK er også til stede og tilføjer endnu en fjendtlig fraktion til blandingen. Der er også begge deres forhold til deres respektive love interests, sammen med den konstante undertone af den alvorlige ulighed, der hersker i Amerika i denne periode. Det meste af tiden jonglerer filmen godt med alt dette, men der er en klar fornemmelse af, at Coogler havde ideen til to, måske tre film her, og flettede dem sammen til én.

Når det gælder action, er Sinners for det meste solid, bortset fra en scene, hvor vores helte kæmper mod vampyrtruslen, og hvor det kun er Jordan, der ser ud til at bevæge sig. Alle andre står stille og får af og til et nærbillede, når de affyrer en riffel og sårer en vampyr, så Jordan kan gå hen og gøre det af med den. Der er en fantastisk scene i slutningen af filmen, som i høj grad kompenserer for det, men et par af actionsekvenserne føltes lidt flade.

Sinners er en film med et fremragende tempo, fremragende skuespil og en fremragende optagelser. Den jonglerer med meget og formår ikke altid at holde de mange tallerkener i gang på trods af, at den introducerer nye, men filmens kerne er så fantastisk, at det var svært at gå ud af biografen med andet end et smil på læben og filmens sange i hovedet. En strålende filmoplevelse og en påmindelse om, at Coogler er et af de mest spændende navne i det moderne Hollywood.