Smølferne 2

Det er måske ikke verdens mest populære holdning at have, men som børnefilm var filmen om de små, blå Smølfer en af de mest hyggelige overraskelser tilbage i 2011. Nøjagtigt som man havde forventet, var den fuld af smølfe-fald-på-halen-humor, en knapt eksisterende historie og en afsindigt oplagt Hank Azaria som den evigt onde Gargamel.

Smølfernes filmdebut var med andre ord langt bedre end forventet, og det er nok derfor at ganske lidt er ændret ved formlen i efterfølgeren.

Gargamel er siden den første film blevet en verdenskendt illusionist, der dog stadig mest af alt ønsker verdensdominans og sejr over de blå smølfer. Til det formål har han skabt to nye smølfer, Hackus og Vexy, der på trods af ikke at være fulde af smølfemagi stadig bruges til at infiltrere de små blås rækker. Gargamel skal nemlig bruge smølfe-essens til sin dunkle magi, og til det formål bruger han Vexy til at overbevise Smølfine om at hendes plads er hos Gargamel, i håb om at hun sidenhen vil lokke de små blå lige i hænderne på den onde troldmand.

Andetsteds døjer familien Winslow fra den første film med deres egne problemer i form af børneopdragelse, samt den kluntede men velmenende Victor Doyle, der gør hvad han kan for at hjælpe sin søn Patrick (Neil Patrick Harris).

Alle problemerne og personlighederne blandes naturligvis sammen til en lidt rodet redningsmission med Smølfine som hovedmål. Hvis du på nuværende tidspunkt tænker at det lyder som hundredvis af andre børnefilm, er du ikke meget forkert på den, for overraskelsesmomentet mangler ganske simpelt i den nyeste smølfe-film. Historien er forudsigelig, og det samme kan siges om de mange vittigheder, hvilket gør det hele til en lidt langsommelig affære.

Af skuespillerne er det primært Hank Azaria, der denne gang får tid foran kameraet, og med hans præstation i den første film er det en velvalgt beslutning. Azaria gør da også hvad han kan, og Gargamel stjæler endnu engang billedet, men selv ikke hans mange herligeheder er nok til at hive resten af filmen op over middelniveau.

Hvis man synes den første film om de små blå var god, bør man helt sikkert give efterfølgeren en chance. Smølfe-magien er dog ikke lige så stærk denne gang, og derfor findes der masser af mere underholdende børnefilm, for alle de der ikke nødvendigvis kræver at deres filmunderholdning skal være fyldt med Peyos kendte skabninger.