Ben Kalman havde alt. Han var muligvis jordens dygtigste bilsælger, var på forsiden af Forbes Magazine, og havde penge nok til at donere et helt bibliotek til sin gamle alma mater. Men det var syv år siden. Nu er han skilt, han har kørt sin forretning i sænk, og hans datter overvejer seriøst at kappe kontakten med ham, fordi han ikke kan holde op med at tænke med sin bukseslange.
Og bukseslangen er i den grad Bens største hæmsko, for uanset om han er lige på nippet til at få sin forretning op at køre igen (på trods af hans blakkede ry efter en skandalesag om bestikkelse) eller om han endelig er ved at komme på god fod med datteren (hvis søn forguder ham, fordi han ikke er gammel nok til at vide bedre), så kommer der uværgeligt et stykke kuvøseguf gående og får drejet hans hoved så langt rundt at det nærmest går af led.
Det er en sand parade af kompetencerige skuespillere, der pryder skærmen i Solitary Man. Susan Sarandon og Danny DeVito dukker op for korte, men altid seværdige, bemærkninger, og Mary-Louise Parker (kendt fra tv-serien Weeds) er eminent i hvad der desværre også er ganske få scener. For det meste er kameraet dog peget i Michael Douglas' retning, men det er bestemt heller ikke en dårlig ting. Douglas er den perfekte gamle gris, som man alligevel ikke kan lade være med at holde af, fordi han simpelthen oser creepy, overlegen charme.
Til gengæld er hans historie ikke særlig nævneværdig - faktisk grænser den til det trivielle. Ben Kalman er på en selvopdagelsesrejse, der desværre er alt for forudsigelig og i det store hele banal. De mange sideplots har alle samme, gennemgående tråd: Kalman slipper næsten afsted med hvad der egentlig er utilgivelig opførsel over for hans omgangskreds, men går til sidst for langt, og må efter noget tids stædighed genopbygge den tabte tillid. Det er set utallige gange før, og denne film tilføjer intet nyt til formularen.
Der skal kudos til instruktørene for at holde et dejlig hurtigt tempo, så man som tilskuer spares for de mange kedelige mellemregninger, der tit plager denne slags film. Just når man som tilskuer tror, at der er ved at komme et tårevædet øjeblik, eller at "nu kommer scenen hvor han lige skal overveje, hvad han nu skal gøre", så springer filmen i stedet frem til når det allerede er sket - og det er forfriskende. Men det hurtige tempo berøver desværre også filmen for et egentligt klimaks eller denouement når brikkerne endelig skal falde på plads.
I sidste ende er der egentlig ikke så meget at sige om denne film. Det er en dramafilm for folk, der er trætte af den evindelige dvælen ved skænderierne og konflikten, der ellers typisk præger genren, takket være dens hastigt fremdrevne fortællestil og solide skuespilpræstationer. Det er bare synd, der ikke er en nævneværdig historie i centrum af indpakningen.
