Sonic the Hedgehog 3

Sonic the Hedgehogs udvikling som filmfranchise viser tydeligt, hvor langt videospilfilmatiseringer er kommet på relativt kort tid. Den første film, der udkom i februar 2020, bød på en charmerende animeret Sonic, men havde meget lidt at gøre med SEGA-videospillenes univers. "Fish out of water"-historien er den ressource, Hollywood altid bruger, så forældre eller andre, der ikke kender kildematerialet, ikke føler sig udenfor.

Resultatet var en okay eventyrfilm, anstændig, men forudsigelig, der spillede for sikkert til at vække begejstring hos Sonic-fans. Den anden film tillod sig endelig at læne sig mere op ad elementer, der var eksporteret direkte fra spillene, med to nye animerede figurer, Tails og Knuckles, i hovedrollerne i mange af deres egne scener, men stadig med et irriterende parallelt subplot med menneskelige figurer, der deltager i et bryllup (suk).

Nu bygger Sonic the Hedgehog 3 videre på det stærke fundament fra de to foregående film og sætter endelig de animerede figurer i centrum. De driver handlingen fremad og efterlader resten af de menneskelige figurer i mere sekundære roller end nogensinde. Med én åbenlys undtagelse: Jim Carreys Robotnik, der er mere sindsforvirret end nogensinde, og som giver en af de bedste komiske præstationer i sin karriere. En, der føles helt malplaceret i det moderne Hollywood ... på den bedst mulige måde.

Jim Carrey, et ikon fra 90'erne, der kom ud af sin halvpension for at spille skurken føltes som en anakronisme tilbage i 2020. Man kunne tro, at Carrey efter to film bare ville dukke op for at få løn med en doven præstation, især efter det velrapporterede ubehag med Paramount om hans løn og hans fuldstændige fravær fra promoveringen. Men det kunne ikke være længere fra sandheden: Carrey gør det godt ved at spille ikke én, men to versioner af Robotnik (den ene under kraftig makeup for at få ham til at se ældre ud) og bruger det meste af filmen på at interagere med sit andet jeg, hvilket betyder, at han på settet ikke spillede foran nogen. Det er en utrolig bedrift.

Han danser, han skriger, han vrider sig, som om han ikke er 62 år. Det vil føles irriterende for nogle mennesker, fordi slapstick er blevet gammeldags. De seneste Hollywood-film, og især superheltefilm, har formet det moderne publikums smag og indpodet en vis postmoderne humor, som ofte fremstår kynisk og gør grin med alle traditioner, nogle gange på en smart måde, andre gange forklædt som dovne metareferentielle jokes.

I modsætning hertil føles Jim Carreys præstation - og hele Sonic 3-filmen for den sags skyld - meget oprigtig og ubekymret. Selv om man ikke synes, det er sjovt, fordi det i sidste ende er en børnefilm, er det stadig fascinerende at se Carrey give den hele armen, som han plejede at gøre for årtier siden, muligvis for sidste gang i sin karriere.

Sonic 3 er en fornøjelse fra start til slut. Den føles som et tegnefilmsafsnit med et ubarmhjertigt plot, der springer fra det ene sted til det andet, fra den ene actionscene til den anden, uden at spilde tid på forklaringer (det er der faktisk en genial joke om) eller lamme subplots med de menneskelige karakterer for at dræbe spilletid og spare VFX-penge. Faktisk ville det have været en fordel, hvis den havde været lidt længere, for nogle af karakterernes baggrundshistorier føles ikke helt gennemarbejdede, og der er et par løse ender, som kunne have været udforsket mere.

En karakter, som vi gerne ville have haft mere tid på skærmen, er overraskende nok Shadow, spillet af Keanu Reeves. Hans forløb er meget forudsigeligt, men det gør det ikke mindre tilfredsstillende at se på. Filmen låner de fleste plotpunkter fra Sonic Adventure 2, hvilket betyder, at fans af Dreamcast-spillet fra 2001 ved, hvad de kan forvente, inklusive hans tragiske baggrundshistorie, som faktisk er... virkelig flot udført. Men hele filmen føles for forhastet. Det er ikke som i Super Mario-filmen, som var rædselsslagen for enhver dialog, der varede længere end et minut, men det er stadig en skam, at Sonic 3 ikke giver sig selv lidt mere tid til at trække vejret.

For i modsætning til de to foregående Sonic-film fungerer alt her ekstremt godt: de animerede figurer, de menneskelige figurer, plottet, actionscenerne, humoren. Actionscenerne er til den korte side i forhold til, hvad superheltefilm har vænnet os til med 20 minutters kampe, men de er mange, forskellige og godt fordelt over hele filmen.

Selv om vi tidligere sagde, at resten af de menneskelige karakterer - bortset fra Carrey - var placeret på sidelinjen, betyder det ikke, at de er droppet helt. Forholdet mellem Sonic og Tom Wachowski, spillet af James Marsden, var hjertet i den første film, og det respekteres med rette her og suppleres fint med den anden følelsesmæssige halvdel, broderforholdet mellem Sonic, Tails og Knuckles. Selv resten af Wachowski-familien får små cameo-optrædener, som faktisk er sjove og velintegrerede i historien.

Hvad angår fanservice, så frygt ej. Filmen har masser af referencer til tidligere Sonic-eventyr, samtidig med at den med sine to post-credit-scener sørger for, at fans kan se frem til fremtiden: Det her stopper ikke med den tredje film, ikke engang tæt på...

Sonic 3 gennemfører endelig den rejse der begyndte med den første film, og bliver til et vaskeægte »Sonic-eventyr«. Et, der stoler på, at alle publikummer, fra SEGA-megafans til forældre, der ledsager deres børn i ferien, vil acceptere, at en amerikansk film med stort budget kan føles som en "saturday morning"-tegnefilm fra start til slut uden at være flov over sig selv. Uden at det er nødvendigt at nedtone den for at gøre den mere fordøjelig for det brede publikum eller rense de elementer, der er hentet direkte fra videospillene, for at gøre dem mere »jordnære«.

Og alt kommer tilbage til den allerførste trailer til den første film i 2019 med den hæslige »realistiske« Sonic, som næsten dræbte serien, før den overhovedet kom i gang. En film som Sonic 3 kunne aldrig være blevet udtænkt med den konservative tankegang. Den samme tankegang, som gjorde Monster Hunter til en militærfilm, Borderlands til et censureret PG-13-eventyr for hele familien eller Uncharted til en koffeinfri Tom Holland-film med ham selv i hovedrollen. Heldigvis sejrede sund fornuft og sjov over sjælløs korporatisme for en gangs skyld.

Sonic 3 er måske den reneste videospilfilmatisering, der nogensinde har været, idet den omfavner kildematerialet, giver os en antologisk præstation af Jim Carrey, samtidig med at den tilføjer et par velgennemtænkte elementer og runder det hele af med »Hollywood-flavor«, så det føles som en highend-blockbuster. En af årets bedste og mest underholdende blockbusters.