Skip to main content
Gamereactor Film Bridge of Spies
Film

Spionernes Bro

Spielberg og Hanks bygger broen til en historisk manifest. En moden, anbefalelsesværdig film, der slår lidt hårdt på kontrasterne.
Torben Andersen 9 april 2016

Når man som mangeårig filmnørd når en vis aldersklasse, opstår helt naturligt et ambivalent forhold til Steven Spielberg. Jeg tilkendegiver og respekterer hans mangeårige bidrag til filmhistorien, uundværlige klassikere og ubestridelige evner som filmmager. Fra Jaws til Jurassic Park var han toppen af poppen. Samtidig tiltager ambivalensen med hans moralske filmår, hvor særligt politiske ideologier, gentagende antisemitisme og atypiske heltefortællinger er kontinuerlige ingredienser i hans repertoire. Vred som bare pokker i Schindlers Liste, eftertænksom og spørgende i Munich: Hvordan kan vi slås mod ondskab, uden det smitter af?

Spielbergs moralske filmår er akkompagneret af filmfotografen Janusz Kaminski, som tilfører billederne det golde og gråtonede look i harmoni med filmenes seriøse takt og tone. Specialisten har holdt kameraet for Spielberg siden Amistad og Saving Private Ryan, og gør det samme i Spionernes Bro, som derved er så nutidig Spielberg som man kan forvente. Håndværket er rustikt, skuespillet solidt, overlegent overblik og de historiske temaer er relevante for nutiden. Men, derigennem også en ret monumental film som vi skal investere os i.

Historiens omdrejningspunkt er advokaten, James B. Donovan, som normalt er specialiseret i forsikringer, men firmaet overtaler ham til at forsvare Abel, en ældre russisk spion vis retssag er pressens ædegilde. Donovans person og motiver er ikke rigtigt forståelige for publikum, men det har en Spielberg-pointe som kommer senere... Advokaten vinder ikke retssagen, og det var heller ikke meningen, men, som kyndig i forsikringsret, overbeviser hans retten, at det nok er bedst at holde Abel i live. Som modvægt - hvis nu en amerikaner ryger i nettet hos russerne. Hvilket så sker.

Filmens store klippekort er gengivelsen af Berlin i 60'erne, hvor Donovan sendes til for at bistå forhandlingerne til en spion-udveksling mellem Abel og en amerikansk pilot som styrtede ned i sit U2 spionfly. Her spænder Spionernes Bro musklerne som en historiefilm fra efterkrigstiden. Kun en håndfuld instruktører kan formidle oplevelsen på så højt niveau - og Spielberg er én af dem. Det er voksenfilm, uden unødigt drama, dedikeret til kilden såvel som oplevelsen af sit historiske manifest.

Desværre kan Spielberg og filmholdet ikke afholde sig fra at definere rammerne med knald på kontraster. Fra en forstenet gengivelse af russisk militær med overdrevne karikaturer, og Tysklands slidte europa-look, placeret over for det harmoniske USA hvor miljøet føles indbydende, afklaret og harmonisk. Det bliver lidt monotont i sine betragtninger. Da advokatens hule personlighed afsluttes med hans efterfølgende gerninger og forhandlinger om amerikanske gidsler i Cuba, er det klart hvad Spielberg ville med denne karakter: Han er det uselviske menneske som redder en person - og redder hele verden. Han er jo Schindler. Spielberg, den er lidt for tyk.

Spionernes Bro er Steven Spielberg og Tom Hanks i deres urokkelige momentum efter en levealder i filmbranchen. Der er substansfulde genfortællinger fra koldkrigstiden og et toneleje for det voksne publikum, men man får ikke følelsen af, at de gamle filmrotter virkelig udfordrer sig selv. Mindre kan så også gøre det.

Ekstramateriale:
Skulle man begive sig over Spionernes Bro, så vil jeg anbefale efterfølgende at fortsætte med ekstramaterialet. Blu-ray udgivelsen er suppleret med en håndfuld dokumentarer, som dog er lidt kortfattede, men vidner et filmcrew der laver film på den gammeldags måde. Sparsomt CGI og ingen lette overspringshandlinger. Spielberg og holdet rejste faktisk til Berlin for at rekonstruere scenerne til filmens historiske settings med hundredvis af statister. Det er en stille nydelse at se rigtigt filmhåndværk igen.

Fuld profil 152 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.