Nætterne bliver længere. Dagene koldere. Ud fra buskadset kravler en vilkårlig skuespiller frem, med en forestilling i hånden, som han håber vil vinde ham en Oscar. Han har trænet hårdt, "forvandlet" sig selv og vil minde folk i halvtresserne om, at livet virkelig var bedre, da de var yngre. Ja, det er tid til vores årlige musikalske biopic.
Jeg kunne faktisk godt lide sidste års bidrag til denne efterhånden temmelig ensformige subgenre. A Complete Unknown føltes både som et indblik i Bob Dylan og som et periodedrama. Den trak gardinet til side for folk-musik og viste, hvordan genren ændrede sig takket være enorme påvirkninger som Dylan. Chalamets skæve stemme hjalp med at give filmen sammenhæng, men det var ikke nødvendigt for at få en god oplevelse med A Complete Unknown.
Bruce Springsteen, derimod, er ikke nødvendigvis kendt for at have en underlig lille stemme. Jeremy Allen White ændrer sin en del for at matche Bossens, men i øvrigt lyder han meget som sig selv, med enkelte hæse øjeblikke efter en optræden. Whites store blå øjne er skjult bag brune kontaktlinser, men i øvrigt er det Jeremy Allen White, som vi kender og holder af. Hans præstation hjælper med at holde Deliver Me From Nowhere oven vande, men jeg tror ikke, den sådan direkte redder Springsteen-filmen her.
Mens A Complete Unknown bruger Dylan som katalysator for en musiks genre i forandring, og filmen derfor handler om langt mere end en mærkelig fyr med en guitar, er Springsteen-filmen meget fokuseret på Springsteen alene. Selv når vi skifter til Jeremy Strongs karakter, der diskuterer ting med sin kone, handler det kun om Bruces album og de mørke undertoner, der gemmer sig i det. Det er næsten som et play-by-play midt i filmen, som om publikum ikke forventes at kunne holde endnu en scene ud med Bruce, der stirrer ud i ingenting, med dens ikke så skjulte subtekst.
At fokusere på Springsteen giver mening. Man kunne argumentere for, at de fleste biopics holder sig tæt på hovedpersonen det meste af filmen, så publikum føler, de kender en legendarisk kunstner lidt mere personligt, inden rulleteksterne starter. Det er bestemt tilfældet med Deliver Me From Nowhere, da Springsteen-filmen fanger et øjeblik i hans liv, hvor han kæmpede med alvorlig depression, mens han skrev albummet Nebraska.
Vi følger Bruce, mens han springer fra et misbrugspræget barndomshjem til en depressiv voksenalder uden rigtig at kunne forstå nogen af delene. Springsteens far, spillet af Stephen Graham, er den alkoholiserede, intimiderende stereotyp på en voldelig far, og selvom præstationen og filmen forsøger at fortælle, at han havde problemer og var mere kompleks, lever materialet på skærmen ikke op til dette. Det opsummerer faktisk meget af Springsteen: Deliver Me From Nowhere. Hvad instruktør Scott Cooper sandsynligvis ønskede skulle være en rå, usminket skildring af, hvordan depression også rammer de store, ender med at føles som vægten og nuancen fra en skoleforsamling om mental sundhed.
Der er tidspunkter, hvor man tror, filmen prøver at være modig. Skildringen af depression virker i starten stærk. Der er en tomhed i Springsteens liv. Stilheden bliver til tider larmende, som Jeremy Strongs karakter siger i de første scener. Springsteen er ikke helten i historien hele tiden. Depression er ikke en skurk, man skal besejre, men en skygge af en selv, der kan gøre ham til en, han ikke bryder sig om, hvilket kun forlænger cyklussen. Det var interessant at tænke over, men det gav ikke meget spænding på skærmen.
Filmen bruger så meget tid på at skildre, at Springsteen er depressiv, at den til gengæld ikke rigtig forstår, hvad det betyder. Depression er ikke kendt for at være sjovt, hvilket måske er grunden til, at så få film rigtig nagler emnet, og desværre er Deliver Me From Nowhere ikke en af dem. Cooper kan ikke helt beslutte, om filmen skal være en biopic ulig alle andre, eller om den falder ind i genrens rytme. Vi har store musikalske øjeblikke, men de er så sjældne, at det føles, som om nogen sørger for, at filmen husker at spille hitsene. Der er for meget drama til, at det føles som en korrekt skildring af depression, og for lidt drama til, at det bliver en engagerende film. Det hjælper ikke, at Springsteens mentale problemer "heles" med et cut til 10 måneder senere, hvor han igen står på scenen og har en fest.
Der er dog elementer, der skiller sig ud i Springsteen: Deliver Me From Nowhere. Præstationerne er så gode, som de kan være. Jeremy Allen White og Jeremy Strong fungerer godt sammen. Stephen Graham virker lidt spildt, men ellers kan man se, at alle forsøger at opnå deres eget stykke biopic-guld. Det er bare ærgerligt, at disse præstationer er sat sammen med en så flad biopic-skabelon. Måske er Springsteens verden bare ikke så interessant. Måske var der mere, vi ikke fik at se. Jeg tror ikke, jeg behøver at vide det, så frygtelig som det lyder, når man netop har delt mørket fra sin depression på skærmen.
