Skip to main content
Anmeldelser S.T.A.L.K.E.R. 2: Heart of Chornobyl

S.T.A.L.K.E.R. 2: Heart of Chornobyl (PS5)

Nu kommer det brutale survivalspil S.T.A.L.K.E.R. 2: Heart of Chornobyl endelig til PS5 - er spillet i en forfatning, så PlayStation gamere trygt kan hoppe med ombord?
Palle Havshøi-Jensen Opdateret 18 november 2025

S.T.A.L.K.E.R. 2: Heart of Chornobyl udkommer nu til PlayStation 5, præcis ét år efter det landede på Xbox Series X/S og PC. Spillet er som bekendt udviklet af ukrainske GSC Game World og udviklingen var særdeles problematisk, blandt andet på grund af en pandemi og ikke mindst Ruslands invasion af Ukraine, som resulterede i, at store dele af teamet måtte flygte og andre blev indkaldt for at kæmpe ved fronten mod russerne.

S.T.A.L.K.E.R. 2: Heart of Chornobyl var ved udgivelsen sidste år plaget af en lang række tekniske problemer - dele af spillet var på grænsen til at være uspilleligt. GSC Game World har siden da, utrætteligt arbejdet videre og spillet er blevet opdateret af flere omgange og i alt er flere tusinde bugs blevet rettet. Nu, her 1 år efter udgivelsen, fremstår spillet langt bedre end det nogensinde har gjort.

På lanceringsdagen vil PlayStation 5 udgaven af S.T.A.L.K.E.R. 2: Heart of Chornobyl være på samme niveau som Xbox Series X/S og PC versionerne og det vil sige, at spillet er i V1.7 når det udkommer til PlayStation 5. Denne anmeldelse vil hovedsageligt have fokus på PlayStation 5 versionen - og du kan meget passende også læse Claus' glimrende anmeldelse af PC-versionen fra sidste år, hvis du vil have endnu flere detaljer.

S.T.A.L.K.E.R. 2: Heart of Chornobyl er et barskt spil. Det er en kombination af en first-person-shooter, et horrorspil og en immersive sim - det her er ikke en run-and-gun shooter. Det hele udspiller sig i nedlukningszonen omkring det lukkede Tjernobyl værk og området er fyldt med frygteligt muterede skabninger, dødelig stråling, underlige energiudladninger og mystiske "anomalies" som ingen rigtigt kan forklare. Det er en verden, der konstant forsøger at dræbe dig, og der er evig mangel på ammunition, mangel på mad og mangel på generelle ressourcer. At overleve et sted som dette, kræver en kombination af tålmodighed og strategisk tænkning - og også lidt kynisme.

GSC Game World har fået skabt en fantastisk stemningsfuld verden, som er vidunderlig at gå på opdagelse i - på trods af, at den er så brutal og trøstesløs. Man kan ikke helt lade være med at sidde med den tanke, at hvis udviklerne manglede inspiration til hvordan en ødelagt civilisation kunne se ud, har de formentlig blot skulle løfte blikket og kigge ud af deres egne vinduer. Det gør det hele lidt mere uhyggeligt og virkeligt.

Historien er en anden af spillets store styrker. I modsætning til det første spil, er al dialog nu også indtalt på engelsk, men man kan stadig spille med original ukrainsk tale. Stemmeskuespillet er dog af noget svingende kvalitet, men fortællingen er stadig stærk, især hvis man spiller med ukrainsk tale. Hovedmissionerne driver historien fremad, mens de fremragende sidemissioner fortæller historier, som tilføjer et lag af dybde til det her dystre univers. De er virkelig anbefalelsesværdige.

Som nævnt tidligere, lanceres PlayStation 5 udgaven af S.T.A.L.K.E.R. 2: Heart of Chornobyl i V1.7, på niveau med de andre versioner, som har været ude siden november sidste år. Det betyder, at der nu er fire sværhedsgrader, og den nye Master sværhedsgrad gør spillet endnu mere brutalt og udfordrende. Mutanter og NPC'ere er i Master langt mere aggressive, stråling, sult og mangel på søvn kan dræbe langt hurtigere og der er endnu færre ressourcer end tidligere - og de handlende tror at de sidder på guld, for de vil have langt højere betaling for deres varer. Spillet gemmer også langt sjældnere - ofte kun når man forlader en hub, så man skal virkelig passe på ude i den farlige verden.

De tre andre sværhedsgrader, Rookie, Stalker og Veteran kan nu spilles i Expedition Mode hvilket betyder, at ens spil gemmer på den samme begrænsede måde som i den nye Master sværhedsgrad, men at sværhedsgraden stadig holder sig til Rookie, Stalker og Veteran.

Gameplayet er også blevet justeret på flere områder, for eksempel har fjender sværere ved at se en, når man gemmer sig i højt græs og både mutanter og NPC'er vil nu flankere mere intelligent og de kan også trække sig fra en kamp, hvis de kan mærke at chancerne for at overleve forsvinder. Equipment sektionen i ens Inventory blevet redesignet og mange andre justeringer er blevet foretaget i denne V1.7, der altså gælder for alle versioner af spillet.

Som nævnt i starten, så fremstår S.T.A.L.K.E.R. 2: Heart of Chornobyl langt bedre end ved udgivelsen og PlayStation 5 spillere behøver ikke at være bekymret for at kaste sig ud i det her spil, af fare for at få et spil, der er plaget af fejl. Der ER stadig små glimt af tidligere tiders bugs, men vi oplevede ikke noget, som var værre end det vi ser i andre spil af denne størrelse og scope. Så der er ikke noget at være bekymret for, hvis man har mod på at prøve kræfter med det her spil.

Grafikken i S.T.A.L.K.E.R. 2: Heart of Chornobyl kan variere fra virkelig smuk, for eksempel når sorte stormskyer ruller ind over landet, til ret middelmådigt, typisk når man er inden døre. Vi testede spillet på PlayStation 5 Pro og her oplevede vi ingen bekymrende tekniske issues med den visuelle side. Både hvis man spiller på PlayStation 5 og PlayStation Pro, har man to grafiske indstillinger. På PlayStation 5 har man Performance (1440p/60fps) og Quality (4K/30fps), mens man på PlayStation 5 Pro har 4K i begge indstillinger, men stadig med henholdsvis 60fps i Performance og 30fps i Quality. Begge udgaver byder på PS5-specifikke features som haptisk feedback og adaptive triggere og andre ting.

S.T.A.L.K.E.R. 2: Heart of Chornobyl er som sagt i bedre form end nogensinde. Man bliver hvirvlet ind i en smuk og grim verden på én og samme tid, og det er en verden fyldt med mysterier og farer overalt. Gameplayet kræver både omtanke, strategi og en smule kynisme, hvis man vil overleve og det er ikke et spil, hvor man skyder vildt omkring sig. Den strategi vil ikke fungere ret længe i hvert fald.

Der er mange, der har ventet på det her spil i årevis - derfor var det ekstra skuffende, at det var i en ret skidt forfatning, da det udkom sidste år. Men det var forståeligt og man kunne lettere tilgive det. Derfor er det ekstra dejligt, at GSC Game World utrætteligt kan arbejdet videre på spillet og at det nu er i en forfatning, som man kunne forvente - og nu får PlayStation spillerne lov til at være med. Det kan føles old-school og lidt rigidt ind imellem, men det er også et spil, der brænder sig fast på i ens hukommelse. Det er brutalt og smukt på samme tid og GSC Game World står nu med en værdig efterfølger til originalen fra 2007.

9
Fremragende ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Meget atmosfærisk verden, brutalt og smukt på samme tid, virkelig udfordrende gameplay, kræver strategisk tænkning, fremragende side-missioner
Minusser Lidt upoleret grafisk side, af og til halvsløje stemmeskuespils-præstationer
Netværkskarakter Gennemsnit på tværs af 22 Gamereactor-udgaver
8,0
Gamereactor Korea 8
Gamereactor 8
Gamereactor Danmark 8
Gamereactor Sverige 8
Gamereactor Norge 8
Gamereactor Suomi 8
Gamereactor Deutschland 8
Gamereactor España 8
Gamereactor France 8
Gamereactor Italia 8
Gamereactor Nederland 8
Gamereactor Portugal 8
Gamereactor Polska 8
Gamereactor Česko 8
Gamereactor Ελλάδα 8
Gamereactor Türkiye 8
Gamereactor 中国 8
Gamereactor 日本 8
Gamereactor Asia 8
Gamereactor Việt Nam 8
Gamereactor Philippines 8
Gamereactor عربي 8
Fuld profil 3.322 udgivne artikler
9
Fremragende Netværkskarakter på tværs af 22 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler GSC Game World
Udgiver GSC Game World
Premiere 20 november 2024
Genre Action
Platforme
PC Xbox Series X PS5
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.