Skip to main content
Gamereactor Film Star Trek Into Darkness
Film

Star Trek Into Darkness

Vi skal atter med U.S.S. Enterprise på en storslået rejse. Kan efterfølgeren leve op til den fortræffelige reboot?
Lee West 10 oktober 2013

Vi har oplevet en vulkan i udbrud, set medlemmer af U.S.S. Enterprise jagtet, Spock ofrer sig for at redde en primitiv civilisation, et tilrettelagt bombeangreb skaber røre i Stjerneflåden og det hele er kaos. Star Trek Into Darkness lægger ikke blødt ud. Og efter den første halve time ud af de lidt over to, filmen varer, har man på fornemmelsen at underholdningsforstærkeren er skruet op på 11. Det er dog ikke et tempo, der varer ved i hele filmen, alligevel er der sjældent et kedeligt øjeblik, altså hvis man er til action fremfor drama.

J.J. Abrams reboot af Star Trek var en effektiv præsentation, der både kunne fornøje denne generation af biografgængere og fans af originalen. Zachary Quinto leverede en overbevisende yngre Spock, mens Leonard Nimoy tog rollen som den ældre (og velkendte) udgave. Han er atter tilbage i denne omgang. Begge gør det igen godt. Mindre jublende er jeg over Chris Pines portrættering af James Kirk. Bevares, det er en yngre og vildere udgave af den Enterprise-kaptajn, vi kender fra den klassiske serie, men han virker på mig lidt for moderne. Man kan argumentere for at det handler om karaterudvikling, og så er det jo sådan set også fint, alligevel synes jeg ikke at en trekant med to alien-tøser og hele casanova-attituden klæder ham specielt. Et nyt publikum vil muligvis synes andet.

Det er dog en fornøjelse at se respekten for det oprindelige materiale bibeholdt, samtidig med at man bydes på en masse nyt. Naturligvis indsvøbt i blødende flotte effekter.

Netop effekterne er fantastiske. At se et fremtidigt London fyldt med skyskrabere, tilbygninger og flyvende biler er en fryd. Arkitekturen er mildest talt skøn, og som det er vanen med Star Trek virker teknologien altid som om den tager afsæt i den virkelige verden og ikke en løbsk designers feberfantasier.

På Blu-Ray kan man vælge mellem at købe en 3D-udgave, hvor 2D-filmen følger med på en løs skive. Så får man det bedste af begge verdener. Kvalmende (men igen effektiv) 3D eller blændende skarp 2D. Faktisk er skiven så skarp, at jeg på et tidspunkt bemærkede hovedskurkens tendens til at have en hudorm ved venstre næsebord i visse scener, mens den var væk i andre. HD-skivernes styrke og forbandelse. Men vil du have skarphed, så får du det.

Apropos hovedskurken, så spilles han fortrinligt af Benedict Cumberbatch, og John Harrison (som han hedder) har store (og naturligvis onde) planer for Stjerneflåden. Det går heller ikke bedre end at han efter et bombeangreb flygter til Ketha-provinsen, som er en ubeboet del af klingonernes hjemplanet Kronos. Og så står den naturligvis på krig og etiske spørgsmål. Helt i Star Trek-ånden.

Som altid med Star Trek skal vi som seeer også heppe på, at Spock endelig viser menneskelige følelser. Som altid bryder besætningen de etiske regler, som de altid bør følge. Og som altid kæmper de med moralen, mod oddsene og er heltemodige samt selvopofrende ud over det forventelige. Det er kort sagt Star Trek som vi kender det. Holdt i limbo på godt og ondt.

Overdramatisk musik og dramatiske forrådelser er selvfølgelig også en del af pakken, og til tider bliver det lidt for meget, med mindre man virkelig bekymrer sig om besætningen på U.S.S. Enterprise, eller NCC-1701 som skibet hedder. Og det er her, efterfølgeren til rebootet knækker en smule for mig. Jeg bekymrer mig ikke synderligt, og når effekterne har lagt sig, synes jeg at man sidder med følelsen af en omgang Hollywood-pladder. Hvis det er det man vil have, så er der dog intet forgjort i at tage turen ud i rummet. Der er bare ikke helt samme rejseglæde som ved det første reboot.

Fuld profil 9.146 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.