Dansk
Gamereactor
film-anmeldelser
Star Wars: The Clone Wars

Star Wars: The Clone Wars

I en galakse langt, langt væk er Lucas ved at miste grebet om sit eventyr. The Clone Wars er ren pollyfilla i et univers, der snart ikke kan rumme mere.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

En halv time inde i The Clone Wars vrider min ældste søn sig i sofaen som en slange, og da der er gået en time spørger han med en forsigtig stemme, og vi ikke kan gemme resten til senere. Og jeg kan sagtens forstå ham, for selvom lyssværdene flakker rundt på skærmen, robotter marcherer af sted på rad og række, onde mænd smeder rænker for at underkaste hele galaksen deres jerngreb, så er det rasende kedeligt.

Om aftenen ser vi den sidste bid af Star Wars: The Clone Wars og den buldrer videre med samme pompøse brug af bomber, laserstråler og marcherende robotter. Og når tempoet endelig skrues ned, så blændes der op for de politiske intriger - det er som at se store dele af The Phantom Menace, bare med firkantede, ringe animerede udgaver af George Lucas velkendte personer. Og ja, jeg røg også af hele Star Wars-vognen, da Lucas introducerede mig for "embargo"-dramaet. Magen til skuffende forløber til de tre klassiske Star Wars-film skal man lede længe efter. Eller det vil sige, det skal man ikke, man skal bare sætte sig ned og se de to fortsættelser. Intergalaktisk politik, senattaler og rænkesmederi - hvem sagde søvndyssende?

The Clone Wars foregår mellem film to og tre. Fokus er på den unge Anakin Skywalker, der endnu ikke er blevet vendt til den mørke side, og som helt uventet får sig en padawan-lærling i Ashoka. Med hende på slæb, skal han finde ud af, hvorfor Jabba the Huts søn er blevet kidnappet. Herfra udvikler filmen sig til en lang række mere eller mindre potente actionscener, der stort set altid er fem minutter længere end de burde være, og som aldrig virker engagerende. Indlevelsen er endnu mindre, når du opdager at ingen af de amerikanske skuespillere fra selve trilogien, har været forbi en mikrofon under tilblivelsen af The Clone Wars. På dansk betyder det måske ikke så meget, men det skærer i ørerne, når det engelske lydspor vælges.

The Clone Wars er ganske vist oplægget til selve serien, der bl.a. kører på TV2 i weekenden, men det er ikke en film, der gør andet end at sy tre episoder sammen til en. Animationerne er endvidere grove og den valgte grafiske stil, får samtlige figurer til at fremstå som knirkende træmænd. Man kan naturligvis mene om den hvad man vil, og det tillader jeg mig så; jeg kan ikke fordrage den.

Dette er en annonce:

The Clone Wars er et unødigt bi-produkt, der måske kan fange en håndfuld børn, men som sammen med min syvårige blev vraget til fordel for Lego Batman på Xbox 360. The Force is rather weak with this one...

Star Wars: The Clone Wars
Star Wars: The Clone Wars
Star Wars: The Clone Wars
Dette er en annonce:
03 Gamereactor Danmark
3 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Star Wars: The Clone Wars

Star Wars: The Clone Wars

FILM-ANMELDELSE. Skrevet af Thomas Tanggaard

I en galakse langt, langt væk er Lucas ved at miste grebet om sit eventyr. The Clone Wars er ren pollyfilla i et univers, der snart ikke kan rumme mere.



Indlæser mere indhold