Så er vi her endelig. Efter hvad der så ud til at være en evig ventetid, ankommer vi ved målstregen, hvor Star Wars igen ruller henover filmlærredet, og denne gang i Disney's og J.J. Abrams hænder. Efter skuffelsen der var Star Wars: The Phantom Menace, virkede det som en umulighed, at denne film kunne andet end at skuffe, at den kunne andet end at efterlade fans med endnu en følelsesladet tåre i øjenkrogen, og et stille suk.. "bedre held næste gang..".
Derfor er det mest overraskende ved Star Wars: The Force Awakens, at den ikke er forfærdelig, og endnu mere overraskende er det, at det er.. og jeg kan ikke fatte at jeg får lov til at sige det her, en af årets bedste film. Faktisk er det, i min optik, den næstbedste Star Wars-film nogensinde.
Allerførst starter vi i 1999, ved udgivelsen af Star Wars: The Phantom Menace. Folk kom ud af biografen, og var tydeligvis skuffede, men her, fra den dag, begyndte en anden tendens, der er langt mere interessant end selve skuffelsen. Her begyndte folk nemlig, at lade som om. Vi lod allesammen kollektivt som om, at Star Wars ikke var faldet ud over en klippe, at den ikke havde forladt alt det vi elskede ved den originale trilogi. Jeg, personligt, legede Darth Maul med mine venner på små villaveje i Hornbæk, og var fuldstændig uvidende om, at Star Wars var på vej et dunkelt sted hen.
Star Wars: The Force Awakens spiller derfor en langt vigtigere rolle end bare at være en god film, den er nemlig en god Star Wars-film, og sådan har vi ikke fået siden Return of the Jedi. Den signalerer at 16 års laden som om, nu endelig kan slutte. Vi kan elske Star Wars igen uden at skulle forsvare det, for The Force Awakens bringer vores allesammens elskede sci-fi-univers tilbage til live, og det gør den med stil, sans for detalje, kærlighed og alt ind imellem. Vi kan nu lade Star Wars: The Phantom Menace og særligt Star Wars: Attack of the Clones ligge, lade dem hvile, for nu begynder en ny æra, og alt tyder på, at Star Wars er i de helt rigtige hænder.
Lad os starte med de nye, for selvom Star Wars: The Force Awakens satser en del på nostalgien for den originale trilogi, så er der en del nye ansigter at tage fat på. Daisy Ridley's Rey, John Boyega's Finn, Oscar Isaac's Poe og Adam Driver's Kylo Ren er de vigtigste nye tilføjelser, og de leverer alle sublime præstationer over hele linjen. Nu forsøger jeg at holde anmeldelsen fuldstændig fri for spoilers, men særligt forholdet imellem Finn og Rey er sublimt udført, og igennem filmen danner disse karakterer et bånd, der både er oversentimentalt, men også fuldkommen troværdigt. Ligeså leverer Oscar Isaac en Han Solo-inspireret præstation som piloten Poe, og han er lige så kæk og rap i replikken som forventet. Adam Driver fortjener samtidig et særligt klap på skulderen. Han repræsenterer ikke den samme mørke mystik som Darth Vader, men et mere sårbart, følelseladet skrueportræt, og det gør han med en nuance og med et udtryk, der er en pris værdig. Ja, i det hele taget formår det nye cast, der fra start af så lovende ud, at sparke Star Wars ind i det nye årti, og det bliver gjort med sådan en kærlighed, at det kan mærkes igennem enhver dialogudveksling.
Men Star Wars: The Force Awakens handler ikke kun om de nye ansigter, men også om at vende tilbage til de karakterer som vi elsker så højt. Han Solo, Chewbacca, C-3PO, R2D2, Leia Organa og mange flere vender tilbage og krydrer filmen med nostalgi hist og her, så vi, mens vi ser den, er både klar over hvor Star Wars kommer fra og hvor det bærer hen ad. Særligt Harrison Ford giver en enestående præstation, som er tæt på at være hans Magnum Opus. Hjertefyldt, smart og skarp, præcis ligesom Han selv. Perfekt. Leia derimod formår ikke helt at gengive sine unge dages skarphed, og fremstår lidt som nostalgi for nostalgiens skyld.
Ligeledes har J.J. Abrams satset heftigt på de praktiske effekter, og det kan man mærke. Filmen føles analog og ikke digital, den føles praktisk, ægte og det er med til at sende tankerne på langfart til Tatooine i de første film, eller Yoda dengang han også var en kostume-karakter. Filmen ser i det hele taget vidunderlig ud, og lyder storslået med John Williams' udbyggede score. Dog er der specielt to karakterer, spillet af Lupita Ny'ongo og Andy Serkis, der er skabt ved hjælp af CGI-capture, og selvom der ikke er noget i vejen med selve præstationerne, skurrer disse CGI-karakterer i øjnene. Det hører bare ikke hjemme.
Det er svært at anmelde en film, helt uden at beskrive hvad der egentlig sker i den, så jeg tror det er bedst at slutte af i virkeligheden, og det bliver med en lille anekdote.
Star Wars betyder utrolig meget for mig. Mere end jeg tør indrømme overfor mig selv faktisk. Det har været en del af min barndom, mine teenage-år og nu mit voksenliv, og det fylder fortsat utrolig meget i min tilværelse. Selv jeg kan dog se, efter at have studeret film i årevis, at de tre prequel-film ikke er gode nok. Tjo, 3'eren er da fin, men de er, slet og ret, ikke gode nok. Star Wars: The Force Awakens er god nok, den er meget, mere mere end god nok faktisk. Den er fantastisk, vild, smuk, velspillet, velinstrueret og skide godt sat sammen. Den er skabt med en intens kærlighed til det vi allesammen elsker ved Star Wars, og J.J. Abrams giver os disse kvaliteter i spandevis. Den er alt det vi ønsker at den skal være, og at det faktisk er lykkedes, føles stadig så sindssygt usandsynligt, men det er sandt.
