Man kan jo nævne rædsler som Blood Rayne eller Mortal Kombat serien. Og lad det være sagt med det samme: Street Fighter: The Legend of Chun Li ændrer absolut intet på dette.
Første Street Fighter film havde en meget anderledes tilgang til filmatiseringen. Den tog slet ikke sig selv seriøst og var i det hele taget temmelig overdrevet og til grin. Men den var tålelig, netop fordi den som før nævnt ikke tog sig selv seriøst overhovedet. Det stik modsatte er tilfældet med Legend of Chun Li. Helt fra begyndelsen kæmper den hårdt for at vise en alvorlig og tragisk historie.
Man følger Chun Lis opvækst og hvordan hendes far bliver taget fra hende da hun endnu er meget ung, og ser hendes mor der kæmper med kræft. I det hele taget virker det meget som om filmen forsøger at distancere sig mest muligt fra spillene. Navn og karakterer har de tilfælles men der stopper det også mere eller mindre.
Tonen er meget depressiv og tung. Kampene er til dels ekstremt brutale og afhuggede lemmer og hoveder får man minsandten også at se. Noget som aldrig har været at finde i spillene.
Det mindste man så forventer af en filmatisering er vel at man kan genkende figurerne?
Ja det er så kun til dels tilfældet her. Chun Li er lille og mager, Bison ligner en tyk udgave af Karl Lagerfeld og Vega er så fejlagtigt castet at man nærmest for latterkrampe af hvor skidt det er valgt.
Jeg vil dog ikke afsløre her hvem skuespilleren er da der gøres afsindigt meget ud af at holde ham hemmelig i lang tid.
Generelt er der bare alt for meget der slet ikke fungerer i denne film. Ikke alene er skuespillerne underligt castet men de er også urimeligt dårlige. Dialogerne er vanvittigt ensidede og der er absolut ingen kant eller interesse i de mennesker man møder i filmen. Alle er som en åben bog og deres replikker er så elendige at man får det indtryk de har fundet på dem mens optagelser var i gang.
Musikken er intetsigende og svinger mellem rap, tekno og klassisk piano. Det hele er så tilfældigt klasket sammen og så let at ignorere, at jeg er sikker på jeg ville have sværget på der ikke var musik i filmen, hvis jeg ikke tvang mig selv til at lægge mærke til de ting.
Billedsiden fejler som sådan ikke noget, kampene er ganske fint koreograferede men de fylder faktisk for lidt i filmen. Der er overraskende meget renden rundt og snakken i filmen, og kampscenerne er som regel meget korte. Selv den afgørende kamp i filmen, varer ikke mere end nogle få minutter. I Street Figther spillene er det kampene der har al fokus og det føler jeg faktisk kunne have hjulpet filmen lidt. Man forventer ikke nødvendigvis den store fortælling af en filmatisering af en fighterserie, men man forventer gennemførte kampe, og dem er der desværre ikke nok af.
Jeg var ikke videre underholdt af Street Fighter: The Legend of Chun Li. Som jeg nævnte helt i begyndelsen, havde jeg, grundet erfaringer med alt for mange elendige filmatiseringer af spil, ikke de store forventninger til denne her. På trods af dette blev jeg alligevel skuffet. I det mindste havde jeg forventet af figurerne så nogenlunde ud som dem fra spillene, men når ikke engang dette er tilfældet, ja så er der virkelig intet at komme efter i en film som denne.
Derfor er mit råd, spring den over eller tag den gamle Street Fighter film fra 90erne, den tager i det mindste ikke sig selv alt for seriøst.