Street Kings er en underlig størrelse. Underholdende er den. Den formår endda at fortælle en historie, der, hvor indviklet og utroværdig den end er, faktisk er ret medrivende. Skal man sætte den i en bås blandt et par nyere af Hollywoods utallige strømerfilm, ligger den et sted mellem den formidabelt spillede Training Day og mere let underholdning som 16 Blocks. Men i modsætning til Training Day, ender denne titel i bunken med identitetsløse strømerfilm.
Keanu Reeves spiller hovedrollen som kriminalkommissæren Tom Ludlow , en afdanket, halvkorrupt strømer med hang til blodig retfærdighed og en lille en til halsen. I bladene bliver Tom beskrevet som en helt, men da han finder ud af, at hans ekskollega spionerer ham, vil Tom have en seriøs snak. Denne snak starter og slutter i en kiosk, hvor kollegaen brutalt bliver skudt ned af to psykopatiske røvere. Pludselig står Tom i en rodet affære, hvor han på den ene side er beskyldt for at være indblandet i mordet, og på den anden side har en korrupt chef, festligt spillet af Forest Whitaker, som ikke vil miste sin kommende stilling som politileder, bare på grund af Toms søgen efter retfærdighed. Sammen med den nyuddannede kriminalkommissær Paul Diskant, sætter Tom sig ind i jagten på sin ekskollega og grunden til mordet.
Lad det blive sagt med det samme, Street Kings stjæler med næb og kløer fra Antoine Fuquas Training Day, hvor Denzel Washington stjal billedet med sin fabelagtige hovedrolle, som en korrupt strømer i narkomiljøet. Vi har den forbandede strømer, som vil prøve at gøre noget rigtigt, vi har rookien, som endnu ikke har dræbt en person og vi har alle de sorte mistænkte gangsterrappere, sjovt nok spillet af sorte gangsterrappere.
Samlet set er opskriften helt på niveau med Training Day, historien virker endda bedre på mange punkter end Training Day's. Det store problem er bare, at hovedrollen, Keanu Reeves, på intet tidspunkt forsøger at skabe en interessant person i Tom Ludlow. Det ødelægger filmen, da han er omdrejningspunktet for hele historien. De rappere, der har fået udstedt roller som gangstere, er heller ikke troværdige på samme måde, som vi så det med Snoop Doggs krybling i Training Day.
Skal der siges nogle positive ting om Street Kings, og det skal der, for kedelig er den ikke; Chris Evans i rollen som rookien Paul Diskant, leverer en rigtig solid præstation, og jeg ærgrede mig over, at han ikke får mere plads. Det samme skal siges om Forest Whitaker, der åbenlyst nyder sin rolle som korrupt politikaptajn.
Et ret stemningsfyldt soundtrack og en interessant historie, er med til at hive filmen op over middel. Men hovedrolleindehaveren er uinteressant på alle områder, og samlet set gør filmen for meget ud af at virke sej, og fjerner på den måde det meste medfølelse for persongalleriet. Street Kings er, for at sige det kort, spildt potentiale.