Summer G

G er tydeligvis inspireret af den klassiske roman The Great Gatsby af Francis S. Fitzgerald. Fortællingen om materialisme, intriger og forræderi, er ganske vist ligeså rammende og ikonisk, som den var for 80 år siden, men desværre taber genfortællingen pusten undervejs.

Ligesom The Great Gatsby, udspiller handlingen sig i de højere samfundsklasser. Det er en fortælling om tomme mennesker der, trods al deres rigdom og velstand, alligevel er fattige, fordi de ikke har det, der betyder allermest: Kærlighed. Det er en fortælling om mennesker, som troede de havde alt, indtil det gik op for dem, at de faktisk ikke ejer det mindste, og derfor kæmper de nu med næb og kløer og uden omtanke for omgivelserne, for at opnå, hvad de ønsker.

Det er helt klart en historie, der kan holde til at blive fortalt mange gange, men dog så føles G stadig lidt som en nitte. Indgangsvinklen med materialisme i hiphopmiljøet er alle tiders, men i og med at G skildrer klicheerne indenfor musikbranchen, så bliver den til tider også meget dømmende, og til tider meget ufrivilligt. Her tænker jeg især på scenen, hvor flere af filmens rappere cruiser gennem gaderne i The Hamptons, i et desperat forsøg på at finde en McDonald’s. Det er simpelthen en maveplasker mellem at være småracistisk og morsomt, og ender derfor med, ikke at være nogen af delene.

G blev skrevet, produceret, filmet og klippet i 2002, men så valgte filmselskabet at lægge projektet på hylden, og det var ikke før i fjord at den blev udgivet, og jeg kan egentlig godt forstå hvorfor. Der er stadig masser af gods i Francis S. Fitzgeralds tidløse beretning, men denne udgave er altså lidt af en letvægter, så vær forberedt på det.