Super Mario RPG giver et positivt førstehåndsindtryk

Nintendo har et af deres bedste år i mands minde. Fire Emblem Engage, Metroid Prime Remastered, The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom, Pikmin 4, Super Mario Bros. Wonder og lige om lidt endnu et stort Mario-spil, nemlig Super Mario RPG. Men hvor det nyligt udkomne Super Mario Bros. Wonder er et spritnyt eventyr for blikkenslageren, så er Super Mario RPG faktisk et remake af en oldgammel SNES-klassiker: Super Mario RPG: Legend of the Seven Stars. Jeg var bare en lille purk på tre år, da spillet udkom i 1996, så jeg oplever det faktisk nu for første gang (og med flot ny grafik og genindspillet musik, hvor heldig er jeg ikke lige?!) Mit umiddelbare indtryk? At spillet holder fremragende op i 2023.

Har man spillet Paper Mario-spillene, så er konceptet om et Mario-RPG ikke så fremmed. Det må det til gengæld have været for et par årtier siden, da Nintendo indgik et samarbejde med Final Fantasy-skaberen Squaresoft (i dag Square Enix) om at udvikle et historiedrevet, turbaseret Mario-spil. I min anmeldelse af Super Mario Bros. Wonder skrev jeg, at jeg ikke spiller Mario-spil for historien, så derfor gik jeg noget skeptisk ind til Super Mario RPG. Men netop fordi spillet hele tiden udfordrer min opfattelse af, hvad et Mario-spil kan være, er det for mig faktisk en friskere oplevelse, end Super Mario Bros. Wonder. I hvert fald indtil videre.

To ting definerer så langt spillet for mig, og de to ting er charme og stram pacing. Super Mario RPG føles som et spil fra en anden tid, men ikke som et forældet et. Det er svært at sætte en finger på, hvorfor det er, men jeg tror, det har at gøre med spillets gakkede dialog og humor og ikke mindst dets talrige kreative og småsyrede sekvenser, der gør, at man aldrig ved, hvad man skal forvente. I ét øjeblik manipulerer man vandniveauer i en dunkel kloak, i det næste rutsjer man ned ad et vandfald, og i det tredje holder man balancen på en flydende tønde, mens man samler mønter. Og det er bare én lille serie af sekvenser.

Så kreative som Mario-spil sædvanligvis er på gameplay-fronten, lige så idefattige er de ofte, når det kommer til plot og karakterer. Man tager efterhånden bare for givet, at Bowser laver rav i den, og at Peach skal reddes. Derfor var det befriende - og en smule ironisk - at finde ud af, at dette oldgamle Mario-spil udfordrer, hvad der med tiden er blevet udkørte Mario-klicheer. Bowser er ikke skurken i dette spil, men er tværtimod en spilbar karakter (jeg ved godt, det også er tilfældet i visse andre Mario-spil, men der er godt nok langt imellem dem). Og det er for mig ukendte og noget bizarre, men ikke desto mindre spændende karakterer, der står i rampelyset sammen med Mario.

Faktisk er det ikke helt sandt, hvad jeg skrev foroven, for Bowser kidnapper rent faktisk Peach i starten af spillet. Men man finder hurtigt ud af, at spillet tager pis på en. For efter man i åbningssekvensen redder Peach fra Bowsers slot, brager et kolossalt, levende sværd igennem Rainbow Road og direkte ned i Bowsers slot, hvor det sender Mario, Peach og Bowser flyvende i vidt forskellige retninger. Det viser sig altså, at Bowser ikke er spillets sande skurk, men at det er den såkaldte Smithy Gang, der vil erobre Marios verden ved at smadre førnævnte Rainbow Road og dermed forhindre, at ønsker kan gå i opfyldelse. Heldigvis kan Rainbow Road repareres ved at samle syv stykker af den - syv stjerner - som er spredt ud over Marios farverige verden. En verden, der i øvrigt er blevet smukt genskabt med en af de mest effektive art styles i Marios nyere tid. Den rammer den perfekte balance mellem moderne og nostalgisk.

Apropos nostalgi, så tilbyder Super Mario RPG muligheden for at lytte til det originale SNES-spils ørehængende melodier. Standardindstillingen er dog nye, genindspillede versioner af samme, og i mine ører har de mere pondus, uden at de afviger for meget fra kildematerialet. Men jeg værdsætter muligheden for at kunne skifte mellem de to, og det er der uden tvivl også andre, der vil.

Kampsystemet er ikke noget at skrive hjem om i 2023. Vi har at gøre med et turbaseret kampsystem, der er så glad for aktive elementer, at det til tider kan føles som en forceret gimmick. Med aktive elementer mener jeg tryk af A-knappen, der med perfekt timing kan forstærke Mario og holdets skade og forsvar. Trykker du eksempelvis A i splitsekundet inden fjender slår dig, tager du ikke skade, og Mario har et angreb, hvor han kan hoppe gentagne gange på fjenden, hvis du trykker A hver gang han er et splitsekund fra at lande på fjendens hoved. Kamp kører dog som smurt, og der er indtil videre tilpas med variation i fjender, angreb og udstyr (ja, Mario og vennerne kan bære forskellige våben og beklædninger) til, at det holder mig fanget. Jeg har også været oppe mod en boss med evnen til på skift at sætte knapper på min controller ud af spil - altså kunne jeg skiftevis ikke anvende normale angreb, helbredende genstande eller magi - et interessant og sjovt koncept.

Om kampsystemet og historien kan holde mig fanget, når jeg nu går på jagt efter de fem resterende stjerner, det må tiden vise. Men lige nu glæder jeg mig til at se, hvilke smukke omgivelser og skøre sekvenser, jeg har i vente.