Bang! NASA's rumfartøj, Sams escape pod, styrter ned i Atlanterhavet i åbningen af The Astronaut (2025), hvilket starter en redningsoperation, der bringer en såret, forvirret og chokeret pilot tilbage fra kanten. På trods af at hun knap undgik døden, skal Sam nu behandles på et hospital og sættes under streng karantæne. Bag lag af beskyttende glas og sikkerhedskontroller undersøger NASA-forskere i hazmat-dragter hver eneste variabel, mens hendes datter venter på den anden side og ikke kan se sin mor i yderligere syv dage på grund af den omhyggelige overvågning af risiko for infektion eller stråling. Sams kapsel blev beskadiget under nødlandingen - frontglasset revnede, ligesom hendes hjelm - og kort tid efter hun blev indlagt i NASAs luksuriøse karantæneafdeling, begynder hendes hallucinationer at sløre grænsen mellem virkelighed og fantasi.
Markedsføringen af filmen har været, helt ærligt, genial. Den er blevet kategoriseret som horror, med trailere og plakater dækket af ordene "From the producer of A Quiet Place." Bland rum, horror, mørke, mystiske sygdomme og et strejf af A Quiet Place, og jeg er en af de seere, der kaster sig hovedkulds ind. På papiret lød det fænomenalt.
Desværre er filmen i sig selv ikke god - slet ikke. Faktisk kunne den godt placere sig blandt årets værste udgivelser, sammen med Ice Cubes katastrofebaserede War of the Worlds-film. At se The Astronaut var en kamp, af flere grunde. Historien er klodset skrevet, dårligt struktureret, dårligt motiveret og fyldt med klichéer, der gør de "horror"-elementer, der skulle være med, til tynd thrillerfyld. Kort sagt: der er ingen horror her, selvom det måske var intentionen.
Kate Mara (The Martian, House of Cards) spiller Sam, og hun kæmper med at udtrykke nogen form for ægte følelse. Scener, hvor hun skal virke bange, lettet, kvalm eller hjerteskåret, falder helt til jorden. Hendes datter kalder på hende gennem sikkerhedsglasset efter seks måneders adskillelse, og Mara får det ikke til at fungere. Situationen forværres af Laurence Fishburne (The Matrix), som leverer sine replikker, som om han læser direkte fra cue-kort - fladt, mekanisk og helt uden empati eller menneskelighed.
Uden at afsløre for meget involverer plottet, at Sam ved et uheld bringer noget fra rummet med ind til det sikre NASA-hospital. Som situationen eskalerer, svigter sikkerhedssystemerne, kaos spreder sig, og filmen forsøger at efterligne A Quiet Place. Men intet fungerer. Når klimakset endelig kommer, er The Astronaut fuldstændig lufttom, og efterlader seeren med følelsen af et dårligt eksekveret Twilight Zone-afsnit eller en mislykket sketch-komedie-hybrid. Intet af det fungerer: historien, spændingen, karaktererne - alt falder fra hinanden.