Skip to main content
Gamereactor Film Bank Job
Film

The Bank Job

Actionbomben Jason Statham går tilbage til sine rødder og spiller en simpel bankrøver i 70'ernes London. Det har dog sine konsekvenser, at røve den forkerte bank. Jesper er positivt overrasket.
Jesper Knudsen 3 december 2008

I mit hoved lød The Bank Job ikke særlig positivt. En film med Jason Statham, hvor han skal røve en bank. Jeg kunne allerede se The Transporter stemplet over filmen, og selvom The Transporter er underholdende, så havde jeg samtidig også fået nok af den slags film. Derfor blev jeg også ramt af et behageligt stød i solar plexus, da det gik op for mig, at dette ikke bare var endnu et halsbrækkende stunt-helvede leveret af verdens sejeste mand. Jason Statham beviser nemlig i The Bank Job, at han kan spille mere end bare tough guy, og selvom hans præstation og filmens handling ikke byder på noget nyt som sådan, så kan man ikke komme udenom, at The Bank Job er en rigtig solid film omkring konsekvenserne ved at røve den forkerte bank.

Statham spiller Terry Leather, en brugtbilssælger, som skylder en masse penge væk til en flok lokale London-gangstere. Med en kone og to børn at forsørge, og en flok venner og ansatte, som han skal belønne, er livet svært, men Terry er en håbløs optimist. Derfor hopper han også i fælden, da hans gamle flamme Martine Love spørger ham om, at deltage i et bankrøveri. Tøvende siger han ja, og samler et hold. Banken hedder Loyds Bank og indeholder flere hundrede bokse med rige folks private penge, smykker og hemmeligheder. Martine Love har derfor også bagtanker med røveriet idet hun skal sikre boks 118 og levere det til MI6, da billeder af en lidt for fræk prinsesse Margaret er i fare for at blive afsløret. Røveriet foregår næsten ubesværet, og snart har hele holdet alverdens rigdomme i deres hænder. Dog er Loyds Bank en ren pandoras boks, og inden længe er politiet, efterretningstjenesten, pornogangstere og afrikanske psykopater i hælene på Terry og resten af holdet.

The Bank Job besidder egentlig ikke rigtig noget nyt eller decideret overraskende i sin udformning. Hele setup'et er klassisk, og samtidig er hele 70'er-stemningen bevaret til bravour. At røve en bank i 70'ernes London er langt fra en diskret opgave, og på den måde holdt den min interesse, da det efterhånden er sjældent at se film, der viser, hvordan man gjorde det "dengang".

Holdet som røver banken er også ret charmerende og vedkommende, idet de hverken er selvsikre blærerøve som flokken i Ocean's Eleven, eller ensidige stereotyper, som i The Italian Job, men bare simple uskyldige London-borgere, uden større sans for at røve en bank i stil med Loyds Bank. Jason Statham formår også på overraskende måde, at være i stand til på en gang at være en barsk machomand, samtidig med at han er den blødeste familiefar.

Det er svært at kategorisere The Bank Job, som andet end en mildt nuanceret bankrøverfilm. Handlingen, som er baseret på virkelige hændelser, er perfekt omdannet til en lille og solid film, hvor de menneskelige skæbner kommer i første række. The Bank Job formår, selvom den foregår i 70'ernes grå London, at være frisk og fræk. Så kan man godt leve med, at den ikke byder på de vilde nyskabelser inden for genren. Ikke desto mindre er filmen helt sikkert et kig værd.

Fuld profil 65 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.