Krønikerne fra de tre riger skulle bruges som udgangsmateriale, istedetfor storromanen Romance Of The Three Kingdoms. Undervejs i forberedelserne er der dog gået noget galt, og det føles som om John Woo har stået med et ben i begge lejre. På den ene side leverer filmen gennemtænkt strategisk krigsførsel, og på den anden side naiv topaction uden skelen til realisme.
Vi får stadig historien om alliancen mellem de to kinesiske krigsherrer fra syden, Sun Quan og Liu Bei, der går op imod den magtsyge Cao Cao, der sætter sig for at udslette oprørerne på vegne af kejseren. Vi får også enorme episke kampe, og masser af indblik i strategisk planlægning. Ældgamle kampformationer diskuteres og masser af storslåede landskaber ligger jord og vand til de blodige slag.
Den oprindelige asiatiske udgave endte på over fire timers underholdning i to dele. The Battle of Red Cliff beskærer dette til 148 minutters europæisk Blu-Ray underholdning, samtidig tilsættes en engelsk fortæller i begyndelsen af filmen og så køres der ellers for fuld kineserskrue mod det endelige slag. Men det er John Woo, der er hjernen bag fortolkningen, så generaler, der stormer ind i kampene og overdrevent, men spektakulært, ligger de halvdumme fjender ned på stribe er en del af den asiatiske wok. Det samme gælder Kung Fu, hvide duer og et til tider lidt for naivt glansbillede af kinesisk kampførsel.
Topmodeller som Lin Chi-ling tager springet fra reklamer til film, og fortynder oplevelsen, og for denne anmelder, er det efterhånden tåkrummende at se halvhvide asiatiske kvinder, med perfekte plastiknæser støtte deres lyshudede mænd i kampen mod de mørksnuskede skurke. Historisk korrekt? Næppe. Underholdende og storslået action med en snert af historie? Helt sikkert.
Filmen er rasende flot, og den ene velkoreograferede, knivskarpe kampscene afløser den anden. De kinesiske tropper vælter som myrer ind over skærmen, og det er næsten så man mister pusten, når slagmarken står i flammer. Persongalleriet bliver dog aldrig rigtigt vedkommende, og på trods af til tider smuk musik af Taro Iwashiro, ender det hele i en lidt for glorificeret omgang ballade.
Men er du til fyldte slagmarker og flotte billeder, kan historietimen dog klart anbefales.