En god komedie handler ikke nødvendigvis om at opnå, at publikum klasker sig på lårene af grin over at skuespillerne smider lagkager i hovedet på hinanden. Der kan lige så godt være tale om at kombinationen af plot, miljø og skuespillere går op i en højere enhed, hvor man foran lærred eller skærm kan blive en smule klogere på livet. The Best Exotic Marigold Hotel hører hjemme i denne kategori.
I grunden er historien ualmindeligt tyndbenet. Syv (pensions)modne englændere mødes tilfældigt i en lufthavn, på vej til hvad de tror er et indisk luksus-hotel. Hver for sig har de være nødt til at bryde op fra livet i trygge, tågede England, og nu søger de om ikke lykken så i hvert fald en oase i den indiske by Jaipur. Da de når frem, viser stedet sig at være noget nær en ruin, selv om den unge vært med stor og ikke alt for overbevisende entusiasme forsøger at sprede glæde og optimisme. Nu er der så til gengæld 'rum' for, at de syv englænderes dybereliggende frustrationer over livet kan komme op til overfladen.
Jean og Doug, spillet af Penelope Wilton og Bill Nighy, har uden det store held satset formuen på datterens dotcom-virksomhed. Resultatet er, at udsigten til livets efterår ikke strækker sig længere end et trangt rækkehus i et område med ældreboliger. Hvor Jean i høj grad hænger fast i en snobbet tilgang til livet, bevæger Doug sig ud i at opdage livet, farverne, duftene i Jaipur.
Graham, en pensioneret højesteretsdommer spillet af Tom Wilkinson, sætter sig for at vende tilbage til Indien, hvor han voksede op som dreng og for at opsøge en mandlig ungdomskæreste. Efter et langt livs skyld og dårlig samvittighed kan han endelig få ro med sig selv.
Muriel, tidligere husholderske med slet skjulte racistiske synspunkter, spillet af Maggie Smith, er draget til Indien for at rykke frem i køen til en hofteoperation, der er billigere end hjemme i Good Old England. Hun ender med måske en tand FOR rosenrødt at gøre op med egne forestillinger om indere og hjælper hotellet ud af truende ruin.
Madge og Norman, spillet af Celie Imrie og Roald Pickup, er uafhængigt af hinanden rejst afsted i et sidste forsøg på at finde den store og holdbare kærlighed. De prøver først at finde hinanden men har større held med andre partnere.
Og så er der Evelyn, spillet af Judi Dench, der efter mandens død opdager, at hun ikke har økonomi til at fortsætte sit vante liv. I stedet søger hun mod Jaipur, hvor hun får job som HR-konsulent i et lokalt telefonservice-firma og samtidig åbner hun den blog med refleksion over livet, som udgør filmens fortællerstemme.
Hver for sig bliver de syv englændere klogere på livet og når ind til at stå ved egne instinkter og lyst på nye oplevelser. Det ender med opbrud, overraskende indsigt, et enkelt i øvrigt udramatisk dødsfald og ikke mindst mod på at holde kærlighed i kog. Alt sammen udført af en række af Englands bedste skuespillere, der i dén grad formår at føje liv samt både charmerende og troværdige facetter til deres figurer.
John Madden, der som instruktør også har Shakespeare In Love på samvittigheden, formår at fortælle historien i et stilfærdigt men dog fremadskridende tempo uden at forfalde til alt for mange klichéer. En diskret kritik skal dog lyde over, at Jaipur står lidt vel meget som bare en kulørt baggrund, og at de indiske figurer tilsvarende fungerer mere som karikaturer end som biroller med funktion og charme, der matcher de syv englænderes figurer.
Som helhed trækker 'The Best Exotic Marigold Hotel' dog stikket hjem på aldeles overbevisende vis. En charmerende feel good-film uden det mindste tilløb til action - til en aften med genudsendelser på TV.
