Jeg skal ærligt indrømme, at jeg er gået ud af biografen et par gange efter at have set en af de lidt "tungere" film, og så måtte bruge et par dage på at komme til bunds i historien. Det har jeg også forsøgt med The Black Dahlia, der vist nok var udråbt til nogle Oscars, men jeg har svært ved at se hvorfor. For mig er det bare en dårlig noir-film, en ulv i fåreklæder, der forsøger at være mere end den er - og det kan historien langt hen af vejen takkes for - det og visse øjeblikke skuespilmæssigt.
For historie er der simpelthen for meget af. Jeg har aldrig nogensinde læst James Ellroys bog, men hvis den er i nærheden af The Black Dahlia, så håber jeg det er en tyk moppedreng, der har plads og tid til at skildre perioden og karaktererne lidt bedre end det bliver gjort i filmen, for reelt er der historier nok i denne ene Brian De Palma-film til en trilogi, hvilket gør det hele uendelig fragmenteret og ligegyldigt, når det skal hastes igennem på et par timer.
Og det er faktisk synd, for historien om en myrdet og skamferet pige, af pressen kaldet The Black Dahlia, er interessant. Der er kimen til et godt morddrama og en god fortælling. Det samme er Josh Hartnett som Bucky Bleichert, en facetteret og dyb mand med en blakket fortid. Til gengæld er Lee Blanchard (Aaron Eckhart) i mine øjne en fejl. Jeg elskede ham i Thank you for Smoking, men her bliver han næsten komisk i stedet for interessant. Det samme sker for Scarlett, der nærmest må have fundet sin inspiration i 30'ernes og 40'ernes sort/hvide film, for det virker så overspillet, at det bare ikke holder.
Resten kan så dumpes på Brian De Palmas aldrende skulder. Efter film som Snake Eyes og ikke mindst Mission to Mars, kunne dette have været en returbillet til Hollywoods elite, men han formår slet ikke at gøre noget væsen af sig. Noir-fortællingen bliver aldrig Noir nok, tempoet er rædselsfuldt, sikkert på grund af den alt for pressede historie, og spændingen udebliver helt. The Black Dahlia er en skuffelse, både som en Brian De Palma-film, men også bare som et spændende detektivdrama.