Skyggen fra Bourne-trilogien er bred. De tre film fik alle biografgængere med på Robert Ludlum bølgen, og afslutningen bandt sløjfen om noget så sjældent som en succesfuld filmtrilogi. Den moderne spionthriller kunne nydes for sin rene intensitet, men også filmsnobberne klappede i hænderne over Matt Damons forståelse for sin karakter og ikke mindst den pseudo-dokumentariske visualisering som instruktøren Paul Greengrass tilsatte de to sidste akter. En fremmedartet skyggeverden blev gjort troværdig og nærværende under de to mænds stærke indflydelse.
Men, som alle andre steder på Jorden, kradser krisen også i Hollywood, hvorfor producenterne helst satser på sikre kort. En filmtype der ofte giver grønne tal på Boxoffice bundlinjen er efterfølgere fra bagkataloget af succesfilm. Publikum sværmer omkring dem som fluer om en - ja, du ved nok. The Bourne Legacy er undfanget af markedskræfterne, for reelt er det et uønsket bidrag til Bourne-myten. Historien foregår synkront med de foregående Bourne-film, men følger et alternativt perspektiv: Hvad nu hvis Bourne ikke var det eneste produkt fra Treadstones laboratorium. Ja, hvad nu hvis. Tesen får mest CIA til at virke ekstraordinært inkompetente og underuddannede i konsekvenstænkning.
I Alaskas ødeland møder vi Aaron Cross, spillet af naturtalentet Jeremy Renner. Isoleret i frostgradernes evighed følger han samme træningsprogram som Jason Bourne gjorde før ham. Hos CIA må selskabet af udspekulerede slipsedrenge rode bod på deres eksperimentelle forskning i eliteagenter og forpligtelser til Treadstone-programmet. Den rationelle forsigtigper Eric (Edward Norton) får tildelt aben at rydde op i rodet. Og som en ekstra dimension til sagaen, træffer vi den kvindelige forsker Marta (Rachel Weisz), der har assisteret i genetisk optimerende medicin til agenterne, men bliver øremærket som uundværlig af CIA. En katalysator sprænges, tingene sættes i bevægelse og enderne mødes i et endeligt opgør som vi kender det: Dukkernes kamp mod dukkeføreren.
Det er Tony Gilroy, som har genantændt lunten og sat sig i instruktørstolen for at holde live i konspirationerne. Han er trods alt ikke en Bourne-amatør. Mest bemærket som manuskriptforfatter - hans primære erhverv - har han skrevet manuskript til alle foregående Bourne-film. Hans evner bag tastaturet kan også mærkes i The Bourne Legacy. Som et rustikt og nøje afmålt håndværk jongleres historiens mange sceneskift og kronologiske spring uden publikum mister færten.
Der ligger et bundsolidt forfatterskab bag filmen, men som instruktør mangler Gilroy de visioner, som kan løfte noget fra godt til fantastisk. Der er skruet betragteligt ned for Paul Greengrass' dokumentariske shaky cam og sugende optik. Gilroy har ikke fundet på noget nyt, så filmstrimlen lander i et ordinært og anonymt indtryk. Uden "Bourne" på plakaten, ville den formentlig drukne i mængden.
Trods ihærdige skuespilpræstationer fra Renner og Weisz, så mangler The Bourne Legacy" det som den foregående trilogi havde: sanseligheden og følelsen. Knibtangen, paranoiaen, forvirringen og afmystificeringen i Jason Bournes eksistensgrundlag gjorde spionfablen menneskeligt engagerende, men under Tony Gilroys håndelag er menneskejagten blevet en jævn formalitet uden store overraskelser. Opfindsomhedens fraværd understreges definitivt i en fodjagt over slumkvarterenes hustage på Filippinerne, som en fotokopieret sekvens fra The Bourne Ultimatum, hvorefter en abrupt, forjaget afslutning fortæller os, at der formentlig er flere akter i støbeskeen, men gejsten efter mere Bourne mangler.
Ekstramateriale:
Blu-ray udgaven byder på en liste af featurettes om filmens baggrund, som fokuserer på forskellige emner: Genoplivelsen af historien, locations, karakterer og udvalgte sekvenser. Det hele er anrettet i en særdeles irriterende og selvpromoverende tone. Dramatisk underlægningsmusik, hurtige klip og en larmende overfladementalitet gør ekstramaterialet relativ utåleligt. Dertil det obligatoriske kommentarspor med filmens bagmænd.
