Dansk
Gamereactor
film-anmeldelser
The Boy and the Heron

The Boy and the Heron

Mesteren Hayao Miyazakis "sidste" film er landet i Sverige, så vi sendte en anmelder fluks ind i biografmørket.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

How do You Live?

Det er titlen på en bog, som hovedpersonen Mahito finder i sit nye soveværelse, og som hans mor, der døde i en frygtelig ulykke, har dedikeret til ham. Det var også arbejdstitlen på den nyligt udgivne The Boy and the Heron, som meget vel kan være mester Hayao Miyazakis sidste film. Det er et meget direkte spørgsmål, der stilles, og der er ingen nemme svar. The Boy and the Heron er Miyazakis svar på det spørgsmål, og den har heller ingen nemme svar til hans fans.

De, der forventer et nyt Spirited Away-eventyr, kan snarere forvente et slags terapeutisk dyk ned i Miyazakis inderste verden, en underbevidst drømmeverden foret med eventyrfigurer og refleksioner over døden. Hvad efterlader Miyazaki sig, når han, Gud forbyde det, forlader dette jordiske liv? Har film i dag nogen mening længere? Har han levet sit liv fuldt ud? The Boy and the Heron er en feberagtig og drømmende gennemgang af hans liv, hans karriere og hans magiske verden, som har rørt millioner af mennesker den dag i dag. På mange måder er dette hans mest personlige film til dato, men også hans mest frustrerende.

Dette er en annonce:
The Boy and the Heron

Det er en kryptisk rejse, som begynder meget langsomt. Første akt føles følelsesløs, sandsynligvis fordi det er sådan, det føles, når en af ens nærmeste pludselig dør. Man bliver som en tom skal, man skynder sig bare fremad og lever ikke rigtigt. Det hele starter meget stille med, at hovedpersonen Mahito opfører sig formelt og bare går tilbage til en gammel rytme og ikke følger med i livets nye melodi. Hvordan lever man egentlig, når intet længere synes at give mening i denne mærkelige verden?

Miyazaki lægger låg på den første halve time af filmen, hvor karaktererne overlever i stedet for at leve. Mahito bliver Miyazakis avatar, da drengen bliver guidet af en meget antagonistisk fiskehejre ind i en slags limbo, hvor liv og død ikke nødvendigvis følger reglerne i vores virkelighed. Når anden akt begynder, kan seeren endelig trække vejret og lade de ghibellinske udsigter og drømmende miljøer køle dem ned. Livet vender tilbage i selskab med de døde. Brikkerne i puslespillet passer ikke sammen endnu, men man indser, hvor meget man faktisk nyder denne febrilske vandring. Det er ikke altid forståeligt, men det er hypnotiserende. Fortryllende.

Og man kan ikke tale om en Miyazaki-film uden at nævne den utrolige animation. Den tager pusten fra dig fra første til sidste sekund. Teknisk set er The Boy and the Heron studiets mest imponerende arbejde, for det er ligefrem blændende. Skræmmende velpoleret. Dette er måske det tætteste, seerne kommer på en persons drømmeverden: alt fra bevægelser til fuglefløjt føles endnu mere virkeligt i animeret form.

Dette er en annonce:

Som fortælling kan filmen føles usammenhængende. Nye personer og konflikter introduceres konstant, og den parallelle verden følger en slags drømmelogik, hvor man for det meste bare må trække på skuldrene og acceptere, hvor mærkeligt det hele er. Men det er sådan, Miyazakis historiefortælling fungerer, og det har den gjort i størstedelen af hans karriere. Han benytter sig ikke af klassiske fortælletricks, han drømmer tingene frem i det tempo, han har lyst til og føler for. Han pakker sine refleksioner og filosofier ind i sin unikke Miyazaki-mytologi, i sin hidtil usete detaljerede animation, for at mestre det drømmende filmsprog, han har finpudset i så mange år. Historien i The Boy and the Heron bliver derfor mere en fantasifuld grublen over ens egen eksistens end et struktureret eventyr, og hvis det lyder mere som din kop te, vil filmen passe dig fint.

The Boy and the Heron

På den anden side, hvis man ikke er en seriøs fan af Miyazakis unikke fortællestil, kan The Boy and the Heron være meget svær at forstå. Jeg kan sagtens forstå de kritikere, der synes, at filmen slutter lidt for brat, og at Mahito er lidt for passiv til at være hovedpersonen. Samtidig er The Boy and the Heron mere en meditativ oplevelse, der er beregnet til at blive hængende længe efter, at rulleteksterne er rullet. Det er den slags film, der overrasker dig, når du har fordøjet det hele, ladet det marinere, mens du sover, og en dag kniber dit hjerte lidt. The Boy and the Heron rammer dig til sidst på den ene eller den anden måde.

Så, vi slutter hvor vi startede. How do you live?

Ja, dig. Som du måske har bemærket, lægger The Boy and the Heron op til en masse diskussion og refleksion. Det er en lille gåde fra Ghibli, pakket ind i klassisk Miyazaki-knas, dryppende af mystik og livslektioner. Lidt svær at tygge til tider, men også smagfuld, fantasifuld og Miyazaki-agtig til det sidste.

HQ
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

2
The Boy and the Heron

The Boy and the Heron

FILM-ANMELDELSE. Skrevet af André Lamartine

Mesteren Hayao Miyazakis "sidste" film er landet i Sverige, så vi sendte en anmelder fluks ind i biografmørket.



Indlæser mere indhold