Én ting skal fastlægges inden min bedømmelse vurderes. Når man sætter sig ned for at se en film af den excentriske instruktør Wes Anderson, skal man ikke forvente konstante mavekramper forårsaget af grineflip. Alligevel kan jeg ikke se hans film uden konstant at have et lille smil på indvendigt. Det er svært at kalde hans forrige film, The Royal Tenenbaums og The Life Aquatic with Steve Zissou, for deciderede komedier, på samme måde som de ikke kan defineres som dybfølte dramaer. Jeg har det på præcis samme måde med hans nyeste film, The Darjeeling Limited. Overdreven charme og sort humor er nøgleordene, når man begiver sig ud på filmisk opdagelse med Wes Anderson, også selvom hans nyeste film, ikke er helt ligeså underholdende som forgængerne.
Den yderst forslåede mand Francis Whitman, inviterer sine to yngre brødre, Peter og Jack, på en togrejse gennem Indiens forunderlige land. Toget er kaldt The Darjeeling Limited, og der er lagt op til spirituel genforening af den helt store slags. De tre brødre har nemlig ikke set hinanden siden deres fars begravelse, hvor deres mor udeblev uden grund. At kalde deres forhold tæt ville være en overdrivelse af dimensioner. Jack fortæller Peter om sine personlige tragedier og ditto, men Francis har ufatteligt svært ved at komme tæt på sine brødre, og det slider tydeligvis på ham. Dog har han et hemmeligt formål med turen, udover at den skal være en spirituel rejse; målet er en genforening med deres mor, som de ikke har set i mange år.
Plottet er på sin vis ufatteligt simpelt, men når det er Wes Anderson, der styrer løjerne, virker ordet "simpelt" som en af de mest nuancerede betegnelser, man kan støde på. Fra de første minutter var jeg hægtet på toget fuldstændig, primært pga. af en fantastisk symbolsk kameo-scene med Bill Murray, en ting, som nok kun kendere af Wes Anderson vil finde morsomt, men det er så sandelig heller ikke et dårligt bekendtskab. Der er nemlig et hav af geniale undertoner, fede detaljer og et persongalleri beskrevet, som ingen andre kan gøre det. Owen Wilson og co. underspiller med alt, hvad den kan give, og det giver én muligheden for selv at sætte ansigt på de følelsmæssige op- og nedture, og det er ikke så få.
Der er dog lidt glasskår i facaden. Hvor Andersons forrige film frembringer adskillige grin undervejs, fik The Darjeeling Limited mig ikke op at køre på samme måde. Det er lidt som om tempoet svinger for meget visse steder, og selvom dialogerne stadig er fantastiske, så når de ikke samme niveau som hans tidligere bedrifter. Jeg bryder mig ikke om at sige det, men jeg kedede mig faktisk undervejs visse steder, en ting, jeg bestemt ikke har gjort i hans andre film.
Alligevel kan jeg ikke andet end at anbefale folk, at se The Darjeeling Limited. Hvis man ikke tidligere har været bekendt med Wes Anderson, så er der en helt unik filmoplevelse i vente. Hvis man kender til ham, så ved man, hvad man får, og det er en bestemt ikke en dårlig ting.