The Day of the Triffids foregår i en nær fremtid, hvor mennesker har fundet et alternativt fossilt brændestof til at undgå global opvarmning. En ny kødædende plante, kaldet Triffid, er fundet, og mennesker har bygget skjulte drivhuse, hvor vi tapper den olie, de producerer. En skæbnesvanger dag gør en meteorregn dog størstedelen af jordens befolkning blinde, og Triffid-ekspert Dr. Bill Masen må sammen med landskendt nyhedsvært Jo Playton, som nogle af de få, der har beholdt deres syn, drage tværs gennem Londons kaotiske gader for at holde sig i live og finde en måde, hvorpå de kan stoppe Triffiderne, som er sluppet løs og marcherer frem imod byerne.
The Day of the Triffids tilhører den nye genre af tv og serier, hvor man prøver at nyfortolke 50- og 60'ernes mange science-fiction produktioner med nutidens teknologi. Den tre timer lange miniserie er baseret på John Wyndhams science-fictionroman af samme navn, der blev udgivet i 1951. Men The Day of the Triffids falder i samme grav, som eksempelvis The Day the Earth Stood Still (2009), War of the Worlds (2006) og andre lignende film faldt i. Selvom produktionen og de spektakulære special effects er flere kilometer foran deres inspirationskilder, er håndværket løst sluppet.
The Day of the Triffids største problem ligger i, at man som seer aldrig bliver overbevist eller medrevet af historien. Den apokalyptiske beretning er mere præget af fiktion end af science. Tit og ofte tænker man på, hvor uplausibel hele situationen er. Det samme kan siges om, hvordan de mange karakterer håndterer forskellige tragiske hændelser. Der bliver bevæget på et meget overfladisk niveau, hvor seeren aldrig får et passende indblik i, hvad der kører rundt i vores protagonists hoved.
Dette skyldes ikke kun det svage og mildest talt dumme manuskript, men også skuespillernes manglende entusiasme. Dr. Masen og Jo Playton, spillet af Dougray Scott og Joely Richardsen, er begge yderst uinteressante og direkte kedelige i deres roller. Deres kemi er ikke-eksisterende, hvilket gør kærlighedsplottet utrolig uoverbevisende. Komikeren Eddie Izzard har visse scener, hvor han skinner, men i sidste ende hader man hans karakter, men næppe som skaberne havde udtænkt. Veteranen Brian Cox er solid som altid, og det er dejligt forfriskende at finde det mindste lys i et ellers letforglemmeligt udvalg af biroller.
The Day of the Triffids er delt i to dele - hver en og en halv time lang. Første del er plaget af et meget svingende tempo, for mange bi-roller og dårligt udførte spændingsscener. Anden del lider af nogle af de samme problemer, men karaktererne og plottet føles her strammere og med mere substans. I hvert fald indtil man når det latterlige klimaks, som forråder den trofaste seer, der stadig havde håb for en rationel konklusion til alle de hændelser vi sammen med vores karakterer har lidt. I stedet slutter det hele brat, og man efterlades med et ulogisk moralespørgsmål og dårlig eftersmag.
The Day of the Triffids handler om store, kødædende planter, der overtager verden. Er der plads til sådan en homage til 50'ernes sci-fi romaner i dag? Efter at have set The Day of the Triffids må svaret være et sukkende nej. Dette må være konklusionen, hvis ambitionen er så manglende, og udførelsen af endnu værre kaliber, som i The Day of the Triffids. Med et manuskript uden sammenhæng, der konstant tager genveje, samt kedelige skuespillerpræstationer og en forfærdelig instruktion, bør enhver løbe skrigende bort fra The Day of the Triffids, som var den en tre meter høj kødædende plante. Trods en hæderlig billede- og lydside på dvd'en og de smukke landskaber, man kommer til at stifte bekendtskab med i anden del af miniserien, redder det ikke den slappe vision, der ødelægger det hele. Hvis meteorregnen står på døren, og du kun kan nå at se én sidste film - kan du roligt fravælge The Day of the Triffids.
Lee West
Jeg må desværre tilslutte mig Caners knap så positive syn på Day of The Triffids. Manuskriptet føles naivt og de forskellige karakterers handlinger er til tider uforståelige - med mindre man tager ren dovenskab fra manuskriptforfatteren med i betragtningerne.
Jeg var blæst væk af den stemningsfulde introduktion og meteorregnen, men dysset i søvn af de efterfølgende skuespilspræstationer og de papirstynde stereotyper.
Jeg var dog ikke helt skræmt væk i samme grad som Caner, og kunne sagtens klemme lidt nydelse ud af denne tv-serie. Hæderlig tømmermands-DVD, der lige kan bruges en stille søndag, hvor hjernen er slået fra. Men forvent ikke en oplevelse over gennemsnittet.
5/10
