Spørg de fleste filmfans, hvilken af det sidste årtis film, der er den mest undervurderede film, og svaret vil utvivlsomt være Requiem for a Dream. Det er en gribende fortælling om stoffer, knuste drømme og det at være et menneske, og den katapulterede med det samme instruktøren Aronofsky op i superligaen, hvilket, meget naturligt, har gjort forventningerne til The Fountain uhyggeligt høje.
Og lad mig med det samme sige: Darren kan ikke helt løfte opgaven i denne omgang. Selvom The Fountain reelt kun kredser om et spørgsmål, nemlig: er mennesket mere fysisk end spirituelt, og hvis vi kunne slippe vores jordiske rester, ville vi så også give afkald på vores menneskelighed?, så rammer The Fountain ikke med samme slagkraft. Det er godt nok en fortælling, der udspiller sig i tre forskellige tidsperioder, og som alle har de samme skuespillere som det centrale midtpunkt, men de store følelser er udskiftet med en fremragende billedside og en lidt for megen intellektualisering af emnet - og dermed kommer filmen aldrig helt til at handle om det den skal, nemlig om spiritualitet og forståelsen af mennesket.
Den første historie foregår i 1600-tallet og handler om en conquistador (Hugh Jackman), der kommer på sporet af Livets Træ, og som så forsøger at finde det til ære for hans spanske dronning, naturligvis spillet af underskønne Rachel Weisz. I filmens anden historie er Hugh Jackman nu en kendt og dedikeret forsker, der vil gøre alt for at finde en helbredelse mod cancer, specielt fordi hans egen kone er dødeligt syg. I filmens tredje historie er Jackman en slags fremtidsastronaut og spirituelsøgende, der rejser gennem universet og her støder på Livets Træ. Alle tre historier samles så naturligvis, og herefter springes der mellem dem, for at give et mere klart billede - eller i visse tilfælde endnu mere uklart.
The Fountain er som projekt vellykket, men som film er den ikke helt det den burde være. Skuespillet er til tider fremragende og budskabet om at leve livet nu og her, i stedet for at søge efter dets mening eller forsøge at forlænge det, siver ind med det samme. Desværre kommer filmen bare ikke tæt på at besvare det centrale spørgsmål: Hvad er mennesket, og hvad betyder vores dødelighed? The Fountain kan snildt ses for sin billedside alene, men en klassiker i stil med Requiem for a Dream er der ikke tale om.