Skip to main content
Gamereactor Film The Grand Tour: Lochdown
Film

The Grand Tour: Lochdown

Den seneste Grand Tour-special kan ses på Amazon Prime, men det hele begynder at blive lidt trist.
Magnus Groth-Andersen 7 august 2021

Da Jeremy Clarkson trak sig helt fra Top Gear, eller blev smidt ud om man vil, kommenterede han efterfølgende i et interview, at én af grundene til at det blev så svært i sidste ende at lave det program for BBC, var at det hele blev så stort, og krævede flere og flere ressourcer at producere.

I interviewet siger han det som om at det er noget der er blevet gjort ved ham, at det er en forventning fra BBC og fans der blev presset ned over ørene på manden. Men efter at have set The Grand Tour de sidste par år, og seneste Lochdown-specialafsnittet, så undrer jeg mig over om det ikke er Clarkson selv, der konstant ønsker at ambitionsniveauet, produktionsniveauet og selve sekvensen skal vokse sig større og større.

Helt ærlig, hvis du spørger enhver Top Gear-fan om hvad det er de bedst kan lide ved at se den efterhånden ret så legendariske trio, så er det netop det smalle, det improviserede, det naturlige. Tre gamle superbiler skal fra bare få kilometer, og humoren opstår udelukkende fra at se de trætter køretøjer gå fra hinanden løbende, eller Jeremys Mercedes, der skal have et cementgulv og wingback-stole, eller sågar bare besejre den famøse "Death Road" I Bolivia. Det er deres venskab, deres indbyrdes samtaler, der giver underholdningsværdien, ikke tilrettelagt vittigheder, eksplosioner og hvad der kun fremstår som timede sekvenser, der bestemmes af et storyboard.

Alligevel har det været den retning The Grand Tour begav sig i fra starten af, trods Clarksons beklagelser i det interview. Celebrity Braincrash, manuskriptbestemt humor og en tendens konstant at skulle "one-uppe"... ja, sig selv. Det var, ofte, direkte trist at se på, at se de her herre skabe netop det problem de så febrilsk forsøgte at undslippe.

Den sidste "special", A Massive Hunt, er den ultimative kulmination på den her problematik, hvor hele præmissen er ét stort stunt. Det er næsten filmagtigt den måde de på mekanisk og ikke-overbevisende vis sætter James til at oversætte et tydeligt falsk skattekort, ja de tror ikke engang selv på præmissen. Og hvorfor skulle de også være skuespillere? De skulle jo bare køre ind i hinanden i gamle biler og have det sjovt. Hvad er det her for en farce?

Og så til Lochdown. Den er... bedre end A Massive Hunt på mange måder, for netop her lader vi til at finde tilbage til et mere fleksibelt format bestemt af trioens indbyrdes venskab snarere end hvad scenetitlen i manuskriptet siger. Jeremys campingvogn kører virkelig galt, Richard synker virkelig en lille lånt fiskerbåd. Om det så virkelig er ægte eller ej er sådan set sagen uvedkommende - det fremstår mere ægte. Og ikke så opstillet.

Der er dog stadig problemer, og det er den samme gamle sang. Det er som om at producer Andy Willman, og trioen selv, fortsat ikke helt tror på, at det bare at se dem køre fra den ene ende til anden af Skotland er sjovt nok, så derfor afbrydes flowet hele tiden for at give os lidt mærkelige krumspring i form af pludselig rally-kørsel, eksempelvis, eller et race til et jagttræft, som tydeligvis er opstillet. Hammond dukker sågar op i amerikansk jagtgrej, og lader som om at det var tilfældigt. Det er tåkrummende for at sige det mildt.

Men som sagt er der plads til spontanitet, og til at de tre bare kan kommunikere, grine af hinanden og ellers gøre det de gør bedst; elske biler. Man behøver ikke engang elske biler selv for at sætte pris på den oprigtige entusiasme her, det er bare naturligt, og det der med at agere naturligt er netop noget The Grand Tour har haft så uendeligt svært ved.
Måske vil Willman, Clarkson, May og Hammond aldrig forstå, at alt det vi gerne ville have, var at se dem køre i Morris Marinaer fra Brighton til Crawley, og gnægge i skægget på vejen. Måske er det sådan her de tre går på pension; omringet af tvivl om hvorvidt det der med at gøre Top Gear til én stor Hollywood-produktion virkelig var det som alle de trofaste fans gerne ville have. Eller om det var noget de måske gerne ville?

Om ikke andet er Lochdown bedre end A Massive Hunt, og omtrent lige så spændende som Seaman. Jeg elsker stadig de tre, af uransagelige årsager. Men det hele er bare begyndt at... ja, lugte af det er enden. Måske vil Clarkson sige det samme om The Grand Tour efter det hele er slut? At produktionen blev alt for stor? Men hvem bad om det, Jeremy?

Fuld profil 44.938 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.