Har I set Super Size Me? Det er en af den slags film, man i virkeligheden har set, selv hvis man kun har hørt om den: Morgan Spurlock, en tyndhåret, hyperaktiv, evigt smilende provokatør med en galnings glimt i øjet, sprang hovedkulds ud i et livstruende eksperiment hvor han i en måned kun åd McDonalds-burgere. Mens han filmede det.
Spurlock er lidt af en hygge-provokatør, i samme stil som Louis Theroux - men hvor Theroux er en evigt pågående Spørge-Jørgen, der spiller dum for at få stærke reaktioner ud af sine ofre, så er Spurlock mere den type provokatør, der lokker sine ofre i en fælde med smiger og smil, så de ikke kan vide sig sikre på, om der bliver taget pis på dem eller ej.
Filmens budskab er let og hurtigt overstået: Vi er omgivet af reklamer, om vi vil det eller ej. Selv i den reklame-fri by San Paulo foregår reklame bare verbalt, og selv hvis du tager ud i den øde vildmark for at slippe for al civilisationen, har du stadig din Everlast-flaske, dine Keen hiking støvler og din Garmin GPS til at minde dig om hvad der venter dig, når du vender tilbage. Og vi bliver opfostret med det fra barnsben af, til det punkt hvor vi begynder at forbinde produktloyalitet med personlig velvære.
Spurlocks spidsfindige twist på det hele er, at filmen er 100% reklamefinansieret. Langt størstedelen af filmen handler om Spurlocks ene møde efter det andet med kommunikations- og direktionschefer for diverse amerikanske virksomheder. I første omgang gider de ikke engang vende sig om for at spytte efter ham, men efter de første forsigtige first-movers gi'r det en chance går der ikke lang tid før sponsoremnerne kaster sig over ham.
Eneste hage er: Eftersom filmen er finansieret af firmaerne, så har de selvfølgelig nogle krav. Nogle af dem bliver nægtet, såsom at firmaerne får lov til at gennemse filmen inden den bliver udgivet. Andre er mere uskyldige, og bliver eftergivet, såsom at Spurlock skal foretage interviews på deres restauranter eller kun drikke deres saftevand. Han får endda et reklameliderligt indieband til at skrive titelsangen til filmen.
Det er alt sammen ganske underholdende og det afklarer rimelig grundigt hvordan reklameindustrien og underholdningsindustrien er som Adam og Eva. Det er den slags film, man har lyst til at vise sine venner, fordi man har på fornemmelsen, at den vil få et lys til at gå op for dem, de uvidende skiderikker. Med andre ord er den et skoleeksempel på Orwells replik om, at de bedste bøger er dem, der fortæller dig noget, du vidste i forvejen.
Men netop fordi Spurlock, på trods af hans små, ufarlige krumspring, er bundet af hans kommercielle kontrakter, så kan han ikke tillade sig at virkelig gå kritisk i dybden med hvad effekten af denne gennemsyring betyder, eller om hvilke konsekvenser, det har i fremtiden. I stedet bliver det til en "state the obvious" film.
Det er ganske vist en meget habil "state the obvious" film, der belyser de helt grundlæggende, basale virkemidler i moderne markedsføring. Men heller ikke mere. I virkeligheden er den bare en virkelig godt sammenskruet PowerPoint-præsentation om Basic Marketing 101.
