I 2001 gav Moulin Rouge mig en ny erkendelse. I en tætpakket biograf, voldsomt opvarmet af publikums puls, opdagede jeg musical-genrens nye energi, nye potentiale og nye evne til at forvandle en drenget pessimist til en musikalsk romantiker. Voulez vous avec moi ce soir. Australske Baz Luhrmann havde allerede varmet op med sin teatralske fascination og flair for danseshows fra Strictly Ballroom og Romeo & Juliet. Med Moulin Rouge splejsede hans fandme guldkalven til det yderste og bragte den store, sceniske musical ind i filmens nye årtusinde og ind i mit nethinde.
Moderne musicals har muteret videre til populærkultur for teenagere (High School Musical) og nyklassiske Oscar-bejlere (La La Land). Den unge instruktør, Michael Cracey, har fulgt skosålerne efter Baz Luhrmanns tæft for boheme-miljøet i den musikalske fortælling om P. T. Barnum som opfandt cirkusset. Men så stopper begejstringen også, for The Greatest Showman er et studie i, hvorledes en højt estimeret film kan fejle på så uanede mange niveauer. Resten af anmeldelsen bliver en lang klagesang.
For det første: Den fundamentale dramaturgi fejler - og det er altså begynderbogen for skolebørn. En basal historie skal have en opbygning hvor scenen introduceres, et point-of-no-return som starter hændelserne og konfliktoptrapning hvor problemerne tårner sig op omkring vores hovedperson, indtil han finder nøglen til forløsning. Problemet er blot; det sker aldrig. Barnum møder nærmest ingen modstand - højst bump på vejen - i sine cirkus-ambitioner. Alting lykkedes for den evigt smilende og optimistiske iværksætter. Han er aldrig på kanten, og så er publikum ligeledes aldrig på kanten. Det dræber ethvert engagement for historien og svøber os ind i følelsen af ligegyldighed.
For det andet: Temaet fejler. The Greatest Showmand burde - måske - handle om sociale fordomme og pladsen til skæve eksistenser. Barnum finder og giver håb til abnorme mennesker der ikke passer ind i civilisationens boghylder. Den skæggede dame, den tatoverede mand og alle de andre gøglere. Men kameraoptikken har ADHD og virker umarnerligt defokuseret. Fokus væver rundt mellem diskriminationen, kærlighed, karrieren, faderskabet og birollernes ligegyldige sidehistorier, mens filmen ender med at miste sit egentlige formål.
For det tredje: Sympatien fejler. Det er ret hårdt, at nogen har taget Wolverine og iklædt ham som en dansende sprechstallmeister, men P. T. Barnum burde også være en messias for skæve eksistenser. En Schindler for sine cirkusartister, men hvis din tanke blot skraber lakken, så opdager du, at Barnum er et selvisk røvhul med et smørret smil. Han rekrutterer sine artister for egen fortjeneste skyld, fupper banken, stiger i de sociale rangstiger, forføres af skønheden, lukker døren bag sine freaks, snubler og opdager sit tab, genfinder lykken og angrer intet. Jeg giver ikke ti øre for den mand.
For det fjerde, musikken er generisk popmusik uden nerve eller værdighed, og der er mange, mange flere fadæser som trækker billetsalget ned i en afgrund af sydende irritation. The Greatest Showman ligner en film med storhedsvanvid som satsede alt på den ydre iscenesættelse men glemte hjertet bag. Sjældent man ser en film fuldstændig kvalt af sin egen kurs mod stjernerne. Et tæppefald med bundkarakter.
Ekstramateriale:
En undskyldning eller forklaring havde ellers været på sin plads, men ekstramaterialet er blot standardpakken af making-of film med forskellige temaer, en sing-a-long video, samt en kommentarspor med instruktøren.