Bryan Beckett (Tim Daly) skal hjemsøges. Hey, det står lige der i filmens titel, så der ødelægger jeg forhåbentlig ikke nogen overraskelser. Jo, lur mig om han ikke skal hjemsøges, og han skal da også regne ud hvorfor med hjælp fra en professor i parapsykologi (Bruce Altman) og et psykisk medium (Zoe Saldana).
Filmens første kvarter er én lang parade af undskyldninger for at få Bryan til at bo alene i hans mosters gamle, tomme hus efter hendes død: han er arving til huset, selv om mosteren ikke kunne fordrage ham; han er gift, men han vil gerne separeres fra sin kone fordi hun ikke kan acceptere, at han er et følelseskoldt røvhul; og så tror han bestemt ikke på spøgelser, så hans første reaktion på at huset prøver at slå ham ihjel er selvfølgelig at tage det som en udfordring.
Når han endelig begynder at høre stemmer og se ting i spejle, der ikke er der når han vender sig om, opsøger han hjælp hos både psykolog og førnævnte para-professor, som er ivrige for at hjælpe ham selv om hans humør har tendens til at skifte drastisk på splitsekunder. Og hans humørsvingninger bliver værre, til det punkt hvor hans arrogante overlegenhed smuldrer og bliver erstattet af en paranoid galning, der dog stadig formår at være arrogant.
Filmens originaltitel er The Skeptic, og det lever Beckett fuldt op til: Samtlige samtaler inden han påbegynder sin rejse med Gak-Gak Tours er alenlange lommefilosofiske skænderier med hans omgangskreds, der alle må stå model til en evindelig ordstrøm af militant kværulans. Det er tydeligvis kontrær forfatter-instruktøren Tennyson Bardwells holdning, for næsten øjeblikkeligt begynder der at ske overnaturlige hændelser - så filmens egentlige pointe overskygges totalt af dens besættelse af at latterliggøre mennesker, der ikke tror på spøgelser.
Jeg skal i øvrigt begynde at føre statistik over forbindelsen mellem hvor mange forfatter-instruktør-film, jeg får i hænderne, og hvor hårdt de suger. Jeg forstår ikke hvorfor disse utallige wannabe-auteurer får lov til at blæse investorers penge væk på at virkeliggøre deres mundane visioner. Manuskriptet til Haunting er latterligt endimensionelt; dets figurer ligeså; alle plot twists telegraferes flere timer i forvejen, og når filmen lader op til et stort scare-øjeblik er man bedøvende ligeglad i stedet for skræmt fra vid og sans fordi hovedpersonen simpelthen er så hamrende ulidelig.
Instruktør Bardwell har tilsyneladende haft nogle knaster mellem hænderne, for filmen ser ikke værst ud, rent æstetisk, og musikken - om end monoton - er ganske effektiv til at bygge stemningen op. Men klippene varer for lang tid, musikken er som en overgearet tour guide, der gør det ultra-klart for dig, at der er ved at ske noget spændende, og det hele er håndteret med så stor mangel på finesse at det er amatøragtigt.
En kedelig gyser uden gys - og så er slutningen også forfærdeligt antiklimatisk. Bør kun ses til skræk og advarsel af fremtidige håbefulde på filmskolen.