Der skal meget til at chokere mig, og muligvis endnu mere til at forarge, men The Hills have Eyes, der er en nyfortolkning af Wes Cravens gyser fra 1977, en film jeg allerede har set adskillige gange, kommer meget tæt på at gøre det hele og lidt til. Og det skyldes ene og alene Alexandre Ajas fantastiske fornemmelse for tempo og billedsprog. Hvor Wes Craven, på sin typiske lettere bøvede facon, bare penslede på med blod og hjernemasse, fortæller Aja en anden og mere rå historie, hvor kidnappede babyer, en forsigtig forretningsmand og en lille pige bliver de centrale figurer. Det er en gyser med hjerte, god dialog og fremragende skuespil.
Nyfortolkningen starter dog som den oprindelige film fra 1977. Big Bob (Ted Levine) rejser tværs over Amerika med hele sin familie. Den tætpakkede campingvogn rummer ikke bare konen og de to yngste børn, men også svigersønnen, den ældste datter og deres første barnebarn. Trætte, tørstige og en smule på herrens mark standser de ved en gammel, nedslidt tankstation for at spørge om vej. Efter at have fået forsyninger og et godt råd om en smutvej begiver de sig mod en nærmest utydelig grusvej, og det skulle de aldrig have gjort. Strandet midt i ingenmandsland og med adskillige kilometer til det nærmeste værksted sniger en bande mutanter sig ind på dem - og når der er mutanter indblandet, så ender det sjældent særligt pænt.
Alexandre Aja lægger ikke fingre imellem, når celluloiden ruller gennem kameraet. Liter efter liter af blod maler et skræmmende billede af håbløshed og frygt. Folk voldtages, babyer stjæles og fædre lyser op som fakler i natten, og det er først, da den forsigtige forretningsmand og far, Doug, samler mod til sig og tager familiens hund med på et hævntogt, at bøtten vendes. Herfra bliver The Hills have Eyes til en regulær, om end ekstrem lækker splatterfilm med nogle velkoreograferede øksesvingende actionsekvenser. Doug leder desperat efter sin seks måneder gamle datter, og han vil gøre alt for at finde hende i live. Det var noget, jeg kunne leve mig fuldstændig ind i.
Hele vejen gennem The Hills have Eyes sad jeg med en klump i halsen. Det er en film, der tager dig ved struben og rusker godt til. Dialogen er fremragende, billedsiden er gylden og blodrød, mens effekterne er velproducerede. Dette er ikke en fesen nyfortolkning for at skrabe et par kroner ind til filmselskabet. Det er et hjertebarn, en hyldest til originalen og et forsøg på at forbedre den - og det er lykkes hele vejen. The Hills have Eyes er i 2006-versionen både bedre, mere skræmmende og væsentlig mere opsigtsvækkende end originalen, og det er imponerende.