Rapperen Mos Def, instruktøren Garth Jennings, der nok mest er kendt for sine musikvideoer og dokumentarfilm, samt dværgen Warwick Davies, der havde sit gyldne øjeblik i Ron Howards eventyrfilm Willow. Det er en spraglet omgang, og helt klart en cocktail, der burde ende i en dunderfiasko. Alligevel er The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy et ganske hæderligt forsøg på, at banke Douglas Adams mammut af en bog ned til sølle to timer i DVD-formatet. Og svært er det, når bogen indeholder så mange skæve betragtninger, sjove kommentarer og vanvittig morsomme episoder, som den reelt gør. Til gengæld er det også pinligt åbenlyst at plottet vitterligt mangler, og det har fået holdet bag filmen til at finde på lidt selv - og det er ikke alt sammen, der er lige godt.
Hitchhiker’s Guide to the Galaxy handler om Arthur Dent, en ensom, ærketypisk englænder, der smutter ind forbi pubben, prøver sig lidt med det modsatte køn, og stort set lever et ret ensformigt liv. Det er lige indtil den dag, hvor et hold vejarbejdere møder op for at jævne hans hus med jorden og føre en vej gennem det hele. Tusindvis af kilometer ude i rummet har en intergalaktisk race vedtaget at hele Jorden skal sprænges til atomer for at vige pladsen for en ny ekspresrute, og det bliver starten på et helt vanvittigt eventyr. Jo, der mangler ikke noget i denne filmudgave, og selvom tingene presses lige lovligt tæt sammen og visse pointer slet ikke drives til mere end et anerkendende nik, så er der alligevel en god portion af Adams oprindelige DNA i fortællingen. Martin Freeman spiller Arthur Dent, med præcis den halvslappe attitude, jeg har indtrykket af fra bøgerne, mens Mos Def, der reelt stadig ikke har fået sit filmmæssige gennembrug, faktisk leverer en både sjov og ret hysterisk Ford Prefect. Glansrollen står Sam Rockwell dog for. Som Zaphod Beeblebrox presser han endnu mere ud af karakteren, end der overhovedet er fyldt på i bøgerne, og det gør netop hans scener til filmens mest glorværdige. Alan Rickman, der ikke ses på noget tidspunkt, men som er stemmen til den selvdestruktive og dybt depressive Marvin, leverer også en klassepræstation.
Fans af bøgerne, og her tillader jeg mig at inkludere mig selv, vil dog have det svært ved alt det der bliver udeladt. Karey Kirkpatrick har på ingen måde lavet et manus i stil med det som Peter Jackson og Fran Walsh kreerede til Ringenes Herre, men har fundet den store ragekniv frem og så ellers barberet de utallige sider ned til et minimum. Nu handler historien pludselig om Arthur Dents forhold til Trillian, tilsyneladende fordi kærlighed er noget vi alle forstår, mens de mere suspekte og humoristiske dele af plottet helt er forsvundet. Jeg kunne personligt godt finde hoved og hale i det hele - ja, jeg kunne endda fylde resten på selv, men kender du intet til Douglas Adams bøger, så føles The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy for det meste som en omgang amputeret rum-underholdning.
The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy skal ses som en blanding mellem Luc Besons The Fifth Element (specielt i de scener, hvor Chris Tucker folder sig ud) og et rumrejsende ensemble af Monty Pyton. Hvis det er med den slags forventninger, du sætter dig ned og ser filmatiseringen af en af verdens nok mest oversete bøger (i de finere litteraturkredse), så er jeg sikker på, at du vil føle dig underholdt.