Nogle fanboys vil formentlig postulere, at Suzanne Colins stjal idéen til The Hunger Games fra japanske Battle Royale. Jeg mener at vi skal længere tilbage i historiebøgerne for at finde grundtanken bag begge film, nemlig iscenesat af William Goldings dystopiske roman fra 1954; Fluernes Herre. For de litterært ufaglærte er det historien om en gruppe skoledrenge der strander på en ø, men uden lærere og autoriteter ender overlevelsesprojektet i stammementalitet, alliancer, dyrisk adfærd og mord. Der er en vis lighed.
Suzanne Colins formåede derimod at bringe essensen ind i modernitetens diskurs, med referencer til fascisme, fraktioner og destruktive instinkter, støbt omkring en abstrakt fremtidsvision i ungdommens øjenhøjde. Filmveteranen Gary Ross (Big, Pleasentville), fandt et passende filmsprog til første filmatisering: Masser af fortidens naturalisme og troværdighed i en uortodoks fremtidsverden med underforklarede dogmer. En stil som efterfølgeren Francis Lawrence adopterede i efterfølgeren Catching Fire og sidste akt; Mockingjay.
Fremtiden må vise hvordan Mockingjay Part 2 klarer sin eksamen, men første del føles ingenlunde som en strakt elastik af økonomiske spekulationer. Det er ikke en film med passive passager, som vi oplevelse i Harry Potters eller Twilights ulidelige slutlængder. Tværtimod er det en film som har vokset sig mere fuldendt, mere relevant og mere moden siden sine to forgængere, og som aldrig fortaber sig i letkøbte effekter. Hellere sidde i en underjordisk bunker og se loftet slå revner under et bombeangreb, end at tørre larmende actionscener af i hovedet på publikum.
Tilbage til den ufrivillige heltinde, Katness Everdeen, som undslap fascismens højborg i Capitol, og har logi blandt Distrikt 13s velorganiserede, militante oprørere. Men intet er letkøbt og skiveskåret ondt/godt. Modsat de klare kontraster fra Star Wars, hvor oprørere er gode og imperiet er det onde, så er Mockingjay indhyllet i en konstant tvivl om partiernes motiver og metodernes retmæssighed. Distrikt 13 bruger Katness som en frontfigur for professionel krigspropaganda og opildner andre distrikter til at udføre angreb mod Capitol. Angreb som eksekveres med store mennesketab og hvor individualismen ophører til fordel for oprørets overordnede mål. Der er en gennemtrængende bitterhed i den gode sags tjeneste.
Diabolske Præsident Snow fortsætter sin selvretfærdiggørelse af masseudryddelser, med sin filosofi om verden som en organisme med et centralt hjerte, mens han svøber hovedstadens naive indbyggere ind i sine falske dogmer og mediepropaganda. Hans planer er uforudsigelige og mystificerede. Motiverne er uklare i hans relation til Katness Everdeen, men båndet mellem de to modsætninger virker lidt fraværende i denne opsætning, hvilket forhåbentlig strammes op i næste og sidste akt.
Mockingjay traver et langt skridt væk fra ungdomsfilmens bløde komfort og fortsætter den uortodokse symbolik for de tidligere film. Havde du tidligere svært ved at få den abstrakte distance og politiske symbolik gennem svælget, så vil Mockingjay og Collins syrede fremtidsunivers ikke overbevise dig. Men, for seriens fundamentalister spirer Mockingjay med en større modenhed, minimalistisk effektivitet og spændingsmomenter som bider i underlæben. Det er kompetent mainstreamfilm for det publikum, som er klar til at kræve noget mere af sin historie.
Ekstramateriale:
Hunger Games på blu-ray har efterhånden er renommé for dybdegående ekstramateriale, og Mockingjay part 1 er ingen undtagelse. Over to timers dokumentar om filmens tilblivelse opdelt i forskellige emner, giver fans og filminteresserede masser af indsigt. Derudover indeholder den musikvideoer med Lorde, som optræder på filmens soundtrack, og en hyldest til Philip Seymor Hoffman, som på tragisk vis begik selvmord under optagelserne. Det er en særdeles veldisponeret udgivelse.