Skip to main content
Gamereactor Film The Ice Harvest
Film

The Ice Harvest

Tragikomisk gangsterfandango af bedste skuffe. John Cusack spiller på sin sædvanlige tilbagelænede stil og gør det strålende...
Steen Marquard 12 juni 2006

Hvis jeg skulle nævne en skuespiller, som altid formår at bringe sig selv ud i gevaldige problemer i sine roller, så må det være John Cusack. Til min store glæde er det igen tilfældet i The Ice Harvest, hvor han som advokaten Charlie Arglist, forsøger at liste ud af en lille flække i Kansas med to millioner dollars i bagagen.

Det lyder måske umiddelbart som en let opgave, men når der er tale om mafia-penge og tidspunktet er juleaften, så forværres situationen gevaldigt. Som altid gør Cusack det glimrende i rollen som den noget forhippede og langfingrede advokat, men resten af rollebesætningen støtter på fornem vis op. Billy Bob Thornton spiller hans noget tvivlsomme kompagnon og danske Connie Nielsen er den underskønne Renata, en sand femme fatale. Der er altså tale om humor og film noir i samme gryde.

Der går ikke mange øjeblikke, før udfordringerne kommer væltende mod de to tyveknægte. Pengene skifter hænder, mafiaens håndlanger er lige i hælene på dem, og så er der det obligatoriske tragikomiske element, med at skaffe sig af med diverse lig fra bagagerummet.

Der bliver løjet, forrådt, skudt og gjort ved, men alt med en enorm charme, som jeg bare må overgive mig til. Det er kulsort det meste af vejen og allerede efter få minutter i filmens selskab, stiller man sig selv spørgsmålet; mon de nogensinde kommer af sted med de kontanter? Rejsen kan nu også være en større oplevelse end målet, så sørg for at få set denne lille perle af en film, så snart muligheden byder sig.

Fuld profil 2.508 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.