Skip to main content
Gamereactor Film The Incredible Hulk
Film

The Incredible Hulk

Det grønne Marvel-monster Hulk har fået en tur i film-maskinen igen, i et forsøg på at rette op på Ang Lee's 2003-udgave. Resultatet er utrolig unødvendigt.
Jesper Knudsen 3 december 2008

Da Hulk blev filmatiseret i 2003 af Ang Lee, manden bag så forskellige film som Tiger På Spring, Drage i Skjul og Brokeback Mountain, var det ikke noget, der fangede min store opmærksomhed. Dog var tingene lidt anderledes, da jeg så satte mig ned og så den, for trods dens deciderede lunkne modtagelse, både på publikums- og anmelderfronten, så var jeg faktisk yderst begejstret over resultatet. Jovist, tempoet havde sine problemer, skuespillerne var lidt firkantede, men på samme tid formåede den at besidde en unik visuel fortællestil og en besynderlig dybde, som kun få superheltefilm er i stand til at frembringe. Men ak, den lunkne modtagelse satte gang i et nyt Hulk-projekt, som angiveligt skulle læne sig mere op ad forlægget. Resultatet er blevet Marvels anden superheltefilmatisering, The Incredible Hulk. Med Edward Norton i hovedrollen som Bruce Banner aka Hulk, er det igen tid til at udløse vrede af monsterformat, men i forhold til sin navnebror fra 2003, mangler The Incredible Hulk forbavsende meget at fortælle.

Filmen springer direkte ind i Dr. Bruce Banners (Edward Norton) flugt fra det amerikanske militær, efter at han i et fejlslået videnskabeligt forsøg blev ramt af en gammastråle. Forsøget gør, at Bruce Banner nu forvandler sig til et ustoppeligt grønt monster, hver gang hans puls kommer over 200 slag i minuttet. Flugten har ført Bruce til Sydamerika, hvor han forsøger at leve et stille og roligt liv som fabriksarbejder i en sodavandsfabrik. I sin cølibat forsøger han at overkomme sin vrede og samtidig finde en kur til sit alter ego, Hulk. Få minutter inde i filmen finder militæret ham dog, og flugten kan atter begynde.

Militæret, ledt af den kolde general Thaddeus Ross, har desuden tilføjet dusørjægeren og majoren Emil Blonsky til sit hold. Bruce flygter, ironisk nok, til sin hjemby og det universitet, hvor det hele startede. Her forsøger han i al hemmelighed at finde frem til en kur, men det bliver mere end svært, da hans ekskæreste Dr. Elisabeth Ross' pludselig opdager, at han er tilbage i byen. Samtidig lægger Emil Blonsky krop til en ny version af det forsøg, som ødelagde Bruce Banners krop, bare for at gøre fangsten af Hulk lidt nemmere.

Der er lagt op til en masse bulder, brag og action i den nye Hulk-film, og egentlig er det rigtig godt langt hen ad vejen. Men alligevel formår instruktøren Louis Leterrier, manden bag de underholdende Transporter-film, at ødelægge tegneseriemagien i filmen. Man får aldrig en ordentlig chance for at sætte sig ind i Bruce Banners problemer, andet end at han er sur, når militæret kommer, og at der så skal bankes Hum V's og tanks i læssevis. Personerne bliver introduceret på et så overfladisk niveau, at jeg konstant var fuldstændig ligeglad med dem. I modsætning til den fantastiske Marvel-filmatisering af Iron Man, besidder The Incredible Hulk hverken en god og interessant historie eller et charmerende persongalleri.

I sidste ende er det de ret effektfulde og larmende actionsekvenser, der redder The Incredible Hulk fra at være en decideret bundskraber i stil med The Fantastic Four og Ghost Rider. Marvel forsøgte at skabe en bedre version af en, i mine øjne, rigtig god film, men hvor Bruce bliver til et ultrastærkt monster, forbliver The Incredible Hulk, en tam og ligegyldig oplevelse. Selv ikke et besøg af Tony Stark kan i sidste ende redde denne film.

Fuld profil 65 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.