Instruktøren Ridley Scott har samarbejdet med Matt Damon, Ben Afflick og Nicole Holofcener om at skabe dette historiske drama om en voldtægt set fra tre forskellige perspektiver. Manden til voldtægtsofferets, Jean de Carrouges; den anklagedes, Jacques le Gris; samt voldtægtsofferets, Marguerite de Carrouges. Henholdsvis portrætteret af Matt Damon, Adam Driver og Jodie Comer. Filmen lægger ud med at være fortalt som en klassisk eventyrlig Hollywood-historisk fortælling, men ender med at være et barskt realistisk - og sågar feministisk - drama.
For det interessante, og faktisk også altafgørende for hvorvidt filmen er fængende eller ej, er måden den er fortalt på. Plottet i sig selv i min mening er faktisk endda ikke særlig medrivende. "To riddere slås til døden i en duel for at bevise hvis påstande omkring en påstået voldtægt er sande." Men i sin afvikling af de samme hændelser igen og igen og igen, vist fra tre forskellige perspektiver, bliver det pludselig tre forskellige historier vi får. Tre vidt forskellige historier.
Det er dér The Last Duels styrker ligger. For selvom historien fra De Carrouges perspektiv springer i tid og rum som en ridder i fordums tid skiftede underbukser (ofte, men nok ikke ofte nok), og er ganske forvirrende i sin fortælling i første "omgang", så begynder brikkerne så småt at falde på plads, når man ser de samme hændelser anden og tredje gang. For det er ærligt talt en smule svært at holde styr på begivenhederne til at starte med, og selvom filmen til tider skriver et årstal for at holde publikum i hænderne, så kan den ene scene foregå i 1380, mens den næste i 1381 uden at indikere det på andre måder end, at Matt Damons ufattelig middelalder-kiksede skæg har vokset sig længere.
Publikum bliver altså nødt til at holde tungen lige i munden indtil fortællestrukturen pludselig bliver mere overskuelig og sammenhængende. Men da den så gjorde det, så blev jeg også nødt til at tage hatten af for Hr. Scott og hans geniale fortællemåde. For på trods af den indledende forvirring, så flettes historierne yndefuldt sammen efterfølgende, og de tidsperioder der er udeladt i første omgang bliver udfyldt af de to andre fortællinger senere i filmen.
Det virker jo meget simpelt på papiret, men hvor The Last Duel adskiller sig fra andre film med samme fortællestruktur, er i perspektivet og hvilken hovedkarakter publikum følger. Fra Carrouges perspektiv er le Gris et gigantisk røvhul, som tager hvad der passer ham og stikker ham i ryggen, mens le Gris er en charmerende og endda sympatisk karakter fra hans eget perspektiv. Selv små detaljer som replikker, og hvem der har sagt specifikke replikker eller gør specifikke handlinger bliver ændret fra fortælling til fortælling - og dét er en fantastisk fremstilling af en fortælling om perspektiver. Der kommer altså et skift undervejs i hvem publikum holder med - ja endda i flere omgange, og man finder sig selv tvivle på hvem der i virkeligheden er skurken og hvem der er helten.
Henimod slutningen tager filmen dog den drejning, at det pludselig ikke er en film om to ridder-rivaler, ære og kamp, men derimod en film om en kvindes plads i det kvindeundertrykkende 14. århundredes Frankrig. Det er i sandhed først dér, at filmen skiller sig ud fra andre historiske ridder-dramaer. For en film fra den herskende hvide ridder-mand, er jo set utallige gange, men en film fra konens barske perspektiv mindes jeg ikke rigtig om at have set. Og det er også dér at filmen er stærkest i min mening. Selvom det har været en god og velfortalt film indtil da, så er det først dette nye og friske pust som føltes anderledes fra andre historiske dramaer, og selvom Scott har gemt det bedste til sidst, så synes jeg at det er en smule synd, at han ikke bruger mere tid hos Marguerite og hendes kamp imod det mandsdominerede og kvindeundertrykkende samfund.
Det kan godt være, at det lyder en smule tamt, at ville bruge mere tid hos konen, som styrer tingene hjemme på borgen end på den actionfyldte blodige slagmark, men det kan alligevel noget at opleve den barske kvindeundertrykkende realitet fra kvinderne synspunkt. Og hvem tror I i virkeligheden der styrede dagligdagen derhjemme, mens mændene konstant var i krig og i bund i grund aldrig var hjemme?
Overordnet set, så er The Last Duel en medrivende og spændende fortalt historie, men jeg er lidt i tvivl om hvorvidt handlingsforløbet er interessant nok til at spænde ud over 2,5 times længde. Jeg synes, at den bliver en tand for lang og repetitiv i sin fortælling og tematikker, og føler egentlig ikke at præmissen, som nævnt tidligere i bund og grund bare handler om to riddere der slås om deres ære, kan bære at fortællingen strækkes så langt. Det der fungerer for The Last Duel er dens fortællemåde, og måden hvorpå den samme fortælling bliver fortalt tre gange fra tre perspektiver, uden at blive ensformig og ens.
De små detaljer som ændrer sig fra fortælling til fortælling - både i scenografien, kostumerne og fremstillingen af de forskellige karakterer - er dér hvor The Last Duel skinner igennem, og egentlig ikke i sin fortælling om selve duellen. Le Gris' charme og veltalenhed i det ene perspektiv, falder fra hinanden og er nærmest pinligt i det næste. Det er Scotts fortællemåde som bærer filmen fra start til slut, og egentlig ikke selve det relativt uinteressante og uoriginale plot. Men hatten af for denne fortællemåde og især for skuespillerpræstationerne som varierer ufatteligt fra perspektiv til perspektiv - på trods af deres portrættering af en "typisk middelalder ridder" som til tider grænser til at være en karikatur fyldt med hor, ære og forskruede mandeidealer.
Ellers er det stærkt og gennemført arbejde hele vejen igennem. Det er bare en skam at plottet i min optik ikke helt kan holde trit med resten, og at filmen først for alvor starter i sidste tredjedel når man følger filmens sande stjerne og hovedkarakter Marguerite, som i min mening var det bedste ved filmen! Come on, det er 2021, Hr. Scott. Tør du ikke bruge mere tid på kvindens perspektiv?
