Skip to main content
Gamereactor Film The Maiden Heist
Film

The Maiden Heist

Christopher Walken og Morgan Freeman finder sammen i kupfilmen The Maiden Heist. Kristian fortæller om samarbejdet er vellykket...
Kristian Redhead Ahm 22 september 2010

En gang imellem kan man overvældes af hvor god en idé lyder, inden den bliver ført ud i livet. Christopher Walken, Morgan Freeman og William H. Macy i en skør komedie der blander Oceans Eleven med en pensionistudflugt lyder for vildt.

Jeg var ganske entusiastisk, men efter at have gennemset The Maiden Heist er jeg ladt tilbage med en stor skuffelse.

Roger har arbejdet som vagt i det samme kunstmuseum i 35 år og har i den tid udviklet dybe følelser for maleriet The Lonely Maiden. Da et dansk museum opkøber store dele af kunsten, inklusiv Rogers favorit, vælger han at gøre noget drastisk. Sammen med to kollegaer, katteelskeren Charles og eksmarineinfanteristen George, planlægger de et storslået røveri.

Sjældent er store talenter blevet spildt så meget. Alle tre oscarvindere er ekstremt tamme i deres ret overdrevne roller og på intet tidspunkt udnyttes deres unikke egenskaber. Man får indtrykket af de kun er med for at tiltrække flere seere... ja, det virkede jo faktisk også på mig.

Plottet er en vigtig faktor i den aura af kedsomhed filmen udsender. Præmissen er god, men selve begivenhederne er langt fra spændende eller morsomme. En enkelt gang fik jeg sved på panden og de par gange der skete noget sjovt var det ikke just lårklaskende morsomheder, der blev disket op med. Alle vittigheder annonceres på en kilometers afstand og uden drejninger eller overraskelser er det svært at interessere sig for handlingen.

Udover disse grundlæggende problemer føler jeg, at The Maiden Heist retter sig mod et meget bestemt publikum. De aldrende skuespillere og den sentimentale stemning skal skabe en forbindelse til en demografi jeg endnu ikke er del af: gamle mennesker.

På trods af dette biologiske dilemma er her stadig tale om en spildt chance. I stedet for at lave en mindeværdig komedie med tre mænd der virkelig kan deres kram, får man et halvhjertet forsøg på at lave en komedie, der faktisk har en pointe.

Fuld profil 136 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.