Normalt bruger jeg dette første stykke til at skrive en introduktion, der på den ene eller anden måde leder hen til filmens titel. Det er simpelthen ikke muligt i dette tilfælde, så lille et indtryk har The Marc Pease Experience gjort på mig... hm, det gik åbenbart meget godt alligevel.
Marc Pease drømmer om at blive sanger, men efter en traumatiserende oplevelse i en musical-opføring af Troldmanden Fra Oz på hans college efterlades han med en stærkt begrænset selvtillid. Da han et år senere begynder at arbejde på drømmen igen og forsøger at komme i kontakt med sin mentor Jon Gribble, må han tage sig alvorligt sammen for at få sin drøm til at gå i opfyldelse.
Vi har her at gøre med et specielt tilfælde af den fejlslagne komediefilm. At der findes komediefilm der ikke er sjove er intet nyt, men hvor de så i de fleste tilfælde er møg irriterende, efterlades man her med ingenting. Jeg kunne ikke fine en eneste velfungerende vittighed og blev i stedet for vidne til den kedeligste handling, jeg har set i lang tid.
Ben Stiller i rollen som Jon Gribble er ganske karismatisk og sympatisk og hovedrolleindehaveren Jason Schwartzman (der opfører sig som en klon af Steve Carell) gør et hæderligt stykke arbejde som den nervøse musiker. De to talenter spilder deres tid på at formidle intetsigende dialog i karakterløse stereotyper.
Det er utroligt, hvor lidt der egentlig sker i løbet af de 81 minutter og man sidder tilbage med en følelse af endeløs monotoni, der vil kunne lulle enhver i søvn.
Jeg ville næsten ønske at The Marc Pease Experience var en pinefuldt irriterende møgfilm, så ville den måske kunne have tiltrukket et publikum på sin så-dårlig-det-er-godt kvalitet. I stedet er den det tætteste vi kommer på et filmisk "bla".