Menneskets bestanddel er blevet decimeret af en virus, og i panikken glemte alle hvordan man læser. Eller noget. I hvert fald har vi fået bombet os selv tilbage til stenalderen og i disse mørke tider gælder kun Gud og stammeledernes ord.
Så er det godt, man har en far som Kalebs. Hans far var nemlig lidt af en rebel, så han lærte at læse, og lærte det videre til sin søn før han døde. Den slags er dog ikke særlig værdset når man har travlt med at leve i frygt for ZOMBIE CAVEMEN, så det er ikke ligefrem noget, Kaleb går og skilter med.
For hvis du bliver bidt af en ZOMBIE CAVEMAN, så bliver du selv til zombie. Og det i sig selv er grund nok til at pisse i lændeklædet af. Men når en større hær af ZOMBIE CAVEMEN overrender din landsby (læs: en samling huler i en klippe), så er man undskyldt hvis man i panik lukker sig selv inde i en hule og venter på at dø af sult. Det sker for Kalebs landsby, men Kaleb, hans søster Dorel (Annabelle Wallis) og Dorels kæreste Savan (Corey Sevier) gemmer sig udenfor og sværger at redde deres medhulemennesker.
De ved nemlig, at der findes en kur mod zombiesygen - vel at mærke hvis man tager den inden man bliver bidt, vist nok (det skifter lidt) - og det ved de, fordi det har Amal (Sean Bean) fortalt dem. Amal bor selv et stykke væk i en gammel ruin med sin kone og søn (med det uheldige navn Persk) og de er alle immune over for ZOMBIE CAVEMEN-bid. De har nemlig engang gruppesniffet noget svedig indisk karry, der gør dig immun. Og det sværger de fantastiske tre, at de vil finde, så de kan redde dagen for menneskeheden.
Så går det ellers i fuld fart igennem Sydafrikas skove (hvor denne low-budget tv-film blev optaget) for at finde ‘the spice that, indeed, extends life,' som bliver hoardet af en særdeles usamarbejdsvillig konge-i-sit-eget-hoved ved navn Gagan.
Ja, historien lyder fjollet, og den bliver ikke bedre af, at alle skuespillerne er mere end nødvendigt engagerede i at få den til at fremstå så overdramatisk som muligt. Det her er Mystery Science Theater-guf for alle pengene, for med den rette optik er der intet sjovere end at se en flok 20-årige pretty boys med pubertetsfuldskæg rende rundt i dyreskind og tage det hele åh så seriøst.
Historien er et rimelig uoriginalt sammenkog af elementer fra stort set alle post-apokalyptiske sci-fi skrøner, men det eneste reelt science-fiction-agtige element i historien er det førnævnte magiske gule pulver, hvis egenskaber (eller regler for hvornår det virker) aldrig rigtig forklares på nogen tilfredsstillende måde. Kogt helt ned til fosterstadiet er historien egentlig bare en bundordinær jagten-på-en-MacGuffin ting i et univers, der bare er en undskyldning for at se folk rende rundt i hulemandskostumer.
Jovist er der spænding og gode actionscener, men der er heller ikke så meget mere end det at komme efter. Historien tager ikke nogle chancer og har ikke nogen dybere pointe end at være hjernedød action-adventure - og af og til bliver den så doven, at den ikke engang gider maskere sine egne plagiater (se efter tømmerflåden fra Huckleberry Finn, eller se om du kan genkende en vis Temple of Doom-sekvens). Det er dovent, det er dumt, og det er sådan set meget hyggeligt en lørdag aften hvor man ikke har noget bedre at lave - men det er kun en fornøjelse første gang, for under overfladen er der kun en pæn skov at kigge på.