
Den garvede Secret Service agent Pete Garrison (Michael Douglas) får rigeligt at se til, da situationen i Det Hvide Hus tilspidses. Der er en muldvarp blandt præsidentens livvagter og det sætter selvfølgelig alt på spydspidsen. Garrison anklages fejlagtigt for at være muldvarpen, og snart går den helt store menneskejagt ind, og alt imens han forsøger at finde den rigtige muldvarp og sørge for at holde sin affære med førstedamen hemmelig, skal han også altid være ét skridt foran kollegerne.
The Sentinel gør egentlig ikke noget galt, problemet er bare, at den heller ikke gør noget, som får den til at springe i øjnene. TV-programmernes sendeflader og biografernes mørke sale er mildest talt overrendt af spionfilm om terrorister, attentater og... terrorister. Det er ganske underholdende, men desværre kun på det basale plan. For selvom The Sentinel er proppet med forræderi, afpresning og sideløbende historier, er det desværre blot endnu en agentfilm, og det gør sig gældende hele vejen igennem.
Michael Douglas er på hjemmebane, når det handler om at blive jagtet på livet løs, og derfor spiller han også rollen ganske godt, det bliver bare ikke til meget mere end det. Værre står det dog til med Kiefer Sutherland og frk. Longoria. Sutherland viderefører stort set sin rolle fra 24 Timer, og det er føles som at se Jack Bauer på endnu en terroristjagt. Værst er dog Eva Longorias fuldstændigt malplacerede rolle som snildt kunne undværes, og rollen er vist kun kommet med for at lokke lidt flere kåde teenagedrenge ind for at se filmen. Der er et solidt og nogenlunde medrivende tempo hele vejen igennem, som desværre svigtes lidt af manuskriptet, som ikke er helt så smart, som det gerne vil være.
The Sentinel er underholdende, men det er næppe en film, du får lyst til at se mere end én gang, da den er glemt ligeså hurtigt, som den er at se. Lej den, se den, glem den. Det er en genrefilm, som der lidt for mange af for tiden, men ikke desto mindre kan den godt bruges som en thriller, der hverken stikker så dybt, at du vil huske den, eller er så triviel, at den ikke kan anbefales. Men forvent ikke det helt store.