Skip to main content
Gamereactor Film The Trouble With Bliss
Film

The Trouble With Bliss

Kristian tager kritikerbrillerne på og går i selvsving over alverdens indie-filmager-kopister.
Kristian Redhead Ahm 4 juli 2012

Det er skræmmende så meget nogen mennesker har lyst til at være en del af den alternative modkultur. Især indenfor filmverdenen er det vigtigt at være original og vise jakkesættene i Hollywood at man kan lave film om mere end robotter, skydevåben og eksplosioner.

Men hvad sker der når det underfundige, nuttede og småsyrede bliver den nye mainstream? Det er The Trouble With Bliss et eksempel på.
Morris Bliss er 35 år gammel og bor stadig hjemme hos sin far i en lille lejlighed i New York. Han har lige indledt et forhold med en skolepige, (som er 18, chill out, det er en komedie det her) hvilket bliver startskuddet på hans undergang og reevaluering af hvad han burde gøre med sit liv.

Hvis jeg skal være helt ærlig er der ikke megen historie at komme efter. Vi følger egentlig bare den distræte Bliss imens han sjosker rundt og møder venner og bekendte. Han skal åbenlyst fungere som et lærred vi skæve eksistenser kan projektere os selv over på. Han er ikke spor usympatisk, han er bare så dvask og ligegyldig at han knap nok kvalificerer sig som en hovedkarakter. "Jamen Kristian..." hører jeg nogen sige med en ironisk kasket på - selvom vi befinder os indendørs: "... hvem har sagt at en hovedkarakter skal være en kæk prettyboy med et glimt i øjet?" Det påstår jeg heller ikke hipster-Alan, men som et minimum kunne jeg godt tænke mig Bliss i det mindste har et mål her i historien, for ikke at sige livet.

Resten af karaktergalleriet er den samme blanding af indie stereotyp-darlings. Skolepigen er en 1:1 Manic Pixie Dream Girl (det er en autentisk term, google det), der er den ambitiøse ven der altid er fattig og den stoiske, men i sidste ende varmhjertede far. Det er et sammensurium af klichér, bare i regien af en modkultur der føler sig håbløst original.

Heldigvis er Trouble With Bliss velsignet med et glimrende cast. Michael C. Hall får rollen som Bliss til at synge på trods af karakterens store begrænsninger. Peter Fonda (!) er fin som faderen, men ærlig talt, Fonda kan spille så godt som han gør her med en arm bundet på ryggen, balancerende på en unicykel. Resten af castet, bestående af blandt andet Lucy Liu og Chris Messina leverer ligeledes et solidt stykke arbejde.

Men det hjælper stadig ikke på, at der nærmest ingen historie eller plot er, og at slutningen, der prøver at have en pointe, er komplet uvedkommende.

Trouble With Bliss er baseret på en roman og det er nok der vi skal finde hele kernen i problemet. Jeg kan levende forestille mig det er en god bog, siden vi i den får lov til at høre Bliss' tanker og refleksioner over hvad der sker omkring ham og gennem det måske endda kan anerkende en karakterudvikling i ham. Men sådan fungerer film ikke, der skal man fortælle sin historie hovedsageligt i billeder og jeg har på fornemmelsen at instruktøren Michael Knowles ikke har tænkt længe nok over hvordan han kan fortolke tankerne til handlinger. I stedet er han gået for en temmelig ligefrem oversættelse af bogen, og det er desværre ikke helt nok.

Fuld profil 136 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.