Three Extremes

Three Extremes er en helt unik film, som både forarger og fascinerer. Den består af tre separate fortællinger, alle instrueret af hver sin instruktør, og det eneste historierne egentlig har til fælles er, at de hver især forsøger at tolke instruktørens egen opfattelse af ordet ekstremt. Af de film som de tre instruktører tidligere har lavet, kan titler som Oldboy og Ichi The Killer nævnes, begge tabuløse film, som lå langt fra de vestlige filmoplevelser.

Hvis du sætter dig til at se denne film, så må du huske på, at det her ikke er horror i den gængse forstand - det her er meget langt fra de amerikanske teenagefilm, som normalt forbindes med genren. Her er ingen letpåklædte pigebørn, der løber skrigende fra en knivbevæbnet psykopat, ingen klicheer der indebærer, at morderen slet ikke er den, man tror han var. De tre forskellige historier har deres horrorislæt i den stemning, som bygges op som fortællingen skrider frem. Det er personers valg i de forskellige situationer, der skaber uhyggen. De eneste skurke der er i denne film er hovedpersonerne selv, og det er et rigtig friskt tiltag.

Miljøerne skifter fra overklasselivet i storbyen til mennesketomme, snedækkede landskaber, og det er en visuelt betagende oplevelse. De enkelte historier er ligeså forskellige i handling, som de er i stil. Mens den ene historie Cut, lægger næsten al sin energi i dialogen mellem den tilfangetagne hovedperson og hans kidnapper, så vælger de andre fortællinger at lægge fokus på andre aspekter. Kontrasterne er store, men alligevel aner du den røde tråd, som trækkes gennem hele forløbet.

Det er bestemt ikke alle tre beretninger, der har lige stor underholdningsværdi, og jeg fandt hurtigt min personlige favorit, da jeg havde set alle tre kortfilm, men det er netop det der gør Three Extremes til noget særligt - appellen er utrolig bred, og du finder hurtigt personlige favoritøjeblikke, når du sidder og ser filmen.

Three Extremes er ikke et perfekt stykke håndværk, og det prøver det skam heller ikke at være. Men hvad den er, er tre personlige, selvskrevne historier fra Japans yngste og til tider også mest skelsættende række af instruktører. Filmen gør et modigt forsøg på at skabe noget nyt indenfor horrorgenren, og det skal den have ros for. Jeg kan ærligt sige, at filmen ikke minder om noget, jeg nogensinde har set gjort før, og det er lidt af en præstation i sig selv.