Thunderbolts*

Avengers er væk. Utilgængelige. Savnet. Det er lige så sandt for filmpublikummet som for de figurer, der befolker Marvel Cinematic Universe. Julia Louis-Dreyfus' forbryderiske CIA-direktør Valentina har overtaget Avengers Tower i New York og bruger udbrændte eks-helte og antihelte til at rydde op i sine utallige eksperimenter, efter at den amerikanske kongres har forsøgt at en politisk henrettelse. En af disse "rengøringsfolk" er Yelena (Florence Pugh), som efter sin søsters død ikke helt har fundet sig selv igen. Men sammen med en flok andre mærkelige antihelte fra C-listen, som en mislykket Captain America-kandidat og hendes pinlige sovjetiske supersoldat-far, finder hun noget, der er værd at kæmpe for, da Valentinas mørkeste hemmelighed kommer op til overfladen.

Siden Endgame har det samlede forløb ikke rigtig bevæget sig videre - narrativt set. Vi har fået den ene introduktion efter den anden af nye potentielle helte, der kunne overtage, men der er ikke rigtig noget, der har bidt sig fast i filmpublikummets bevidsthed, og nogle fans har sågar tjekket helt ud af denne filmserie. Thunderbolts er derimod tænkt som en bro til den næste Marvel-æra, og på flere niveauer formår Marvels svar på Suicide Squad faktisk at engagere. Underholde. Det er takket være et lidt smartere manuskript end normalt, der fokuserer mere på gråzoner end på storslået action, selv om der selvfølgelig er noget af det mod slutningen.

>

Thunderbolts* er gennemtænkt, når det gælder antagonisten. Filmens skurk er lige så nem at sympatisere med, som han er at frygte, og han er i centrum for filmens hovedkonflikt. Men filmens egentlige antagonist er interessant nok hele konceptet psykisk lidelse. Flere af figurerne er dybt deprimerede, og der bliver grinet meget af dem på overfladen, men indeni har disse tegneseriefigurer store smerter. Desværre formår ikke alle karaktererne at være helt så tredimensionelle, men jeg kan virkelig godt lide dynamikken i disse utilpassede antihelte. Florence Pugh er især fremragende som den dybt ulykkelige Widow i et i forvejen solidt cast.

Filmen handler om den endeløse tomhed, der kommer efter mange år med psykisk belastning, og som får en forfærdelig effekt, når den manifesteres i fysisk form. Det er et forfriskende koncept, som redder Thunderbolts fra at være typisk Marvel-middelmådighed. Normalt er spark og slag løsningen på mange problemer i Marvel-film, men i denne film skal der mere end bare fysisk vold til for at angribe det virkelige problem: depression. Det er et overraskende tungt tema, der for det meste behandles med relativ elegant hånd.

Når det er sagt, er filmens logik noget spinkel, hvilket desværre er et almindeligt træk ved disse film. Jeg synes heller ikke, at humoren altid sidder lige i skabet (den meth-påvirkede kylling var nok den sjoveste), især når de voksne karakterer nogle gange taler som sarkastiske teenagere. Nogle elementer føles lidt forcerede. Jeg vil ikke gå i dybden med egentlige spoilers her, men der bliver også truffet nogle beslutninger, rent narrativt, der simpelthen ikke rigtig flugter med ønsket om mere dybdegående, emotionelt ræsonant storytelling.

Som helhed formåede Thunderbolts dog at overraske mig. Indrømmet, man skal gøre sit hjemmearbejde for at forstå, hvem Walker f.eks. er, men det er en engageret film, der ikke indeholder et kedeligt sekund, og som behandler lidt mere tankevækkende temaer end den gennemsnitlige Marvel-film. Kun twistet mod slutningen af filmen (der er to søt rulletekster) er mere interessant end de seneste års Marvel-oplevelser. Med andre ord er Thunderbolts* (ja, der er en pointe med denne stjerne) det comeback, som denne filmserie havde brug for til at genoplive interessen for fremtidige Avengers-film.