Hvis I så traileren til denne film, da den blev skamspillet i samtlige reklameblokke på landsdækkende tv, eller hvis I bare tager et flygtigt kig henover DVD-æsken, så ved I allerede hvad filmen handler om.
Dwayne "The Rock" Johnson i et lyserødt ballerinakostume, der er tandfeen. Ja, det der amerikanske fantasimonster, der bestikker små børn for deres emaljerester.
Resten af filmen består udelukkende af sekundære plot-elementer, der er til for at fylde tiden ud. Rocken spiller en falleret ishockeystjerne, der råder børn til at opgive deres drømme om at blive til noget hver gang han bliver spurgt om en autograf. Hans kæreste (Ashley Judd) er enlig mor til to børn, og da han en aften stjæler den mindste unges tandfe-penge til at spille poker med får de ægte tandfeer nok og idømmer ham til to ugers tjeneste som tandfe. Jep, I læste rigtigt.
Kan I mærke hvor det her bærer hen? Tooth Fairy er den slags film hvis idégrundlag man har en nagende fornemmelse af blev til i et dunkelt mødelokale mellem fire-fem aldrende mennesker i Armani-jakkesæt klokken fire om natten, hvor der måske har været serveret et enkelt glas cognac for meget til cigaren. Med andre ord: det er en "trailer"-film. Man har allerede set filmen hvis man har set traileren; man mangler bare al ekspositionen. Og tro mig, den er ikke så vigtig.
Det er vist ikke længere nogen hemmelighed, at jeg ikke brød mig om filmen.
Men hvem ville så kunne? Det er ikke en børnefilm, for de ville utvivlsomt kede sig i de mange sløve scener hvori Rocken og hans kæreste, træner eller fe-sagsbehandler (Stephen Merchant fra The Office i en decideret overspillet præstation) begiver sig ned ad Følelsernes Boulevard. Det er næppe en teenage-film, for hvilken teenagedreng har lyst til at indrømme over for sine venner, at han var inde og se The Rock i en ballerinakjole, og hvilken teenagepige har lyst til at indrømme over for sine veninder, at hun var inde og se en film med The Rock? Og det er bestemt ikke en voksenfilm, for hvis man prøver at indskyde bare en smule logik eller kausalitet i plottet sidder man bare tilbage med undskyldninger som, "Okay, hvis vi nu siger, at alle figurerne i filmen har kronisk korttidshukommelsestab ..."
For filmen er en længere samling episodiske småhistorier, hvor The Rock bliver afbrudt i noget vigtigt (som regel en ishockeykamp eller en date med kæresten) for at hente en tand, og så sker der noget pinligt. Men når vi klipper til næste dag er det alligevel som om det aldrig var sket, så det har som regel ingen konsekvenser overhovedet. Specielt Ashley Judd's figur må slæbe rundt på en alvorlig hjerneskade, for hvis hun var et nogenlunde normalt sammenskruet menneske og man så filmen gennem hendes øjne, så er The Rock jo decideret sociopatisk anlagt - det ene øjeblik er han frisk og kærlig; det næste øjeblik faker han mavekrampe for derefter at drøne afsted i sin bil og bestjæle en børnefamilie.
Eskapaderne bliver naturligvis plattere og plattere, mens følelsesøjeblikkene bliver mere og mere utroværdige.
Filmens historie lyder på skrift som noget, to drenge med deres fars videokamera ville lave i deres baghave, hvis de var blevet tvunget til at den enes lillesøster skulle lege med. Og det hjælper ikke, at den tilmed er så død-formularisk, at man nærmest som en anden clairvoyant kan telegrafere hele plotpointer og dialogbrudstykker flere minutter i forvejen.
Mit råd er derfor: Hvis I overvejer at se denne film, så stil jer selv følgende hypotetiske spørgsmål. Ville I helst have en rodbehandling, der varede 133 sekunder, eller en, der varede 101 minutter? Hvis svaret er førstnævnte, så hold jer til traileren. Den kan ses på YouTube, ganske gratis.