Seriens første film formåede på god vis at ramme den blanding af letfordøjelig historie og sindssyge specialeffects, der gjorde den til nærmest perfekt underholdning for kæresten og jeg, på en stille søndag aften.
Jeg havde regnet med mere af det samme fra efterfølgeren, faktisk så meget at jeg stolt annoncerede at jeg "har Transformers 2 med hjem, og vi skal se den i aften!" da jeg trådte ind af døren, og sikke en fejl det viste sig at være.
Afsnit to samler til dels trådene op fra Autobotternes sejr i den første film, men forsøger inden for de første minutter at smide lidt ekstra fyld på seriens tynde historie. På dramatisk vis fortælles det nemlig hvordan de krigsliderlige robotter faktisk har været her i tusindvis af år, og det bare er den samlede menneskelige befolkning der har været for dumme til at se alle symbolerne.
Denne nytilføjelse til historien glemmes praktisk talt i filmens første time, der mest af alt handler om ingenting. Med en spilletid på cirka 2½ en halv time, virker det vitterligt som om ingen har vist hvad den første time skulle bruges til, og derfor bare vælger at træde vande mens jeg som seer konstant venter på at det hele skal få en betydning.
Da historien genoptages en time senere virker det som om nogen har indset hvor tyndt det hele er, hvilket manifesteres i den selvironiske Jetfire, der foruden at være en dement, rusten gammel skrotbunke, også i ti minutter fungerer som filmens humoristiske redning.
Problemerne er mange for Transformers 2, og uanset om du er kender af den gamle tengeserie og tegnefilm, eller om du blot håber på lidt god,hjerneløs action vil du støde ind i problemer.
Fans af Transformers-universet vil undre sig over hvor lemfældigt filmen formår at parodiere den originale tegnefilms mest dramatiske scene, og her blot gør det til et kortvarigt, gennemskueligt øjeblik, der ender med ikke at betyde noget.
Actionhungrene filmfans vil undre sig over hvordan Michael Bay, actionfilmsinstruktør-extraordinaire, formår at ryste kameraet så grusomt i de fleste af filmens actionsekvenser, at man aldrig helt er sikker på hvad det er man ser. Her hjælper det heller ikke at det uopfindsomme design af de fleste af robotterne, er så identiske at man sjældent har overblik over hvem der er hvem.
Tilbage står et hold skuespillere som vitterligt ikke har haft meget at arbejde med. Filmens kvindelige hovedrolleindehaver, Megan Fox, er i hver scene filmet som var det en Nik & Jay-musikvideo, mens Tyrese Gibsons og Josh Duhamels dialog primært strækker sig fra "yeah!" til "woooooh!".
Tilbage står Shia LaBeouf og John Turturro der tydeligvis tidligt har indset at resten af holdet har givet op, og derfor i stedet har valgt at have det sjovt med det manuskript de har fået. De to herres præstationer er med længder filmens bedste, men det siger desværre ikke særlig meget.
Det havde været meget en glæde at fortælle hvordan Transformers 2 var mere af det samme, og hvordan det var den perfekte film til en stille søndag på sofaen, men heller ikke dette egner efterfølgeren sig specielt godt til. Der er simpelthen for lidt handling og for lidt sammenhæng, og når også for mange af actionscenerne er rodede, kommer man hurtigt til at savne den til sammenligning, fokuserede første del af serien.